Amning og udebleven menstruation

31. May 2016 Amning, Børn 6
Amning og udebleven menstruation

Ikke at få ægløsning/menstruation mens man ammer, er meget normalt. Det giver kroppen tid til at genopbygge jerndepoterne efter fødslen og giver kroppen en naturlig pause inden en ny graviditet. Der er dog stor forskel på, hvornår kvinder får menstruation igen – altså hvornår man får ægløsning igen, og kan blive gravid.

Fuldamning kan godt blive brugt som prævention i en periode, men det kræver, at flere kriterier er opfyldt – og det vil jeg ikke komme yderligere ind på her – jeg har planer om snart at skrive et særligt indlæg omkring naturlige præventionsformer uden medicin, og her vil jeg komme lidt nærmere ind på bl.a. denne metode.

I forhold til hvornår menstruationen vender tilbage er det meget individuelt – men det hænger ofte sammen med følgende faktorer:

– Om barnet bliver fuld- og friammet (dvs. ikke ammes fx hver 3. time eller der bliver suppleret med erstatning eller mad, men at barnet har helt fri adgang til amning)

– Om barnet bruger sut (da denne ofte kommer til at erstatte eller udsætte amninger)

– Hvor længe barnet sover af gangen

– Om man mader med mos eller anvender BLW

– Om barnet starter i institution (da det resulterer i flere timer uden amning)

– Hvor længe man ammer. Jo mere og oftere man ammer, jo mere sandsynligt (ikke sikkert, men sandsynligt) er det, at menstruationen fortsat vil udeblive.

 

Min personlige erfaring

Det var lidt generel info. Nu til det personlige. Jeg har valgt at friamme Aston, ikke at give hende sut, samsove og natamme, anvende BLW, at passe hende selv i stedet for at sætte hende i institution og at amme hende indtil hun naturligt selvafvænner.

Dvs.: Jeg har alle odds med mig, hvis jeg gerne vil udsætte min menstruation – og alle odds mod mig, hvis jeg ønsker at blive gravid hurtigt igen.

Aston er nu snart 21 måneder, og jeg fik min første og indtil videre eneste menstruation da hun var 19 måneder ca. (hvor jeg fik lejlighed til at bruge den geniale og miljøvenlige menstruationskop – læs mere om det her!). Og siden da er den så udeblevet igen. Sandsynligvis fik jeg den, fordi hun tog et langt søvnstræk, hvor jeg derfor ikke ammede i en del timer, samt hun spiste en del fast føde i den periode. Sandsynligvis udeblev den derefter, fordi hun ikke tog nogle lange søvnstræk og har været ret småtspisende de sidste to måneder.

 

Hvornår skal vi have et barn mere?

I starten var det rigtigt dejligt ikke at få menstruation. Og eftersom jeg jo heller ikke fik det under graviditeten, var det lige pludselig over 2 år uden. Og det har da absolut sine åbenlyse fordele!

Men det har også sine ulemper. For vi havde faktisk regnet med, at jeg skulle være gravid igen for en del måneder siden. Men eftersom ægløsning kommer før menstruation, ved jeg derfor ikke, om jeg får menstruation eller er gravid i morgen, eller om der går et år endnu.

Og det er helt okay. Vi har nu droppet vores idéer omkring, hvor mange år der skal være mellem vores børn og tager dem, som de kommer i stedet. Når Aston er klar til at amme mindre og når min krop er klar til en ny graviditet. Benjamin og jeg har den livsfilosofi, at vi ønsker at leve så naturligt som muligt i en moderne verden. Og det betyder bl.a., at Aston får lov at naturligt selvafvænne med amning. Det betyder, at jeg selv tager mig af hende fremfor at sætte hende i institution, og at hun derfor ikke vil være væk fra mig mange timer af gangen – hvilket ellers ofte sætter gang i menstruationen.

Så jeg kunne nok godt få ægløsning, menstruation og blive gravid igen hurtigt, hvis jeg var villig til at forcere en nedskæring i amningen. Og det er da fristrende nogle gange! Både fordi det kan være hårdt arbejde at amme så meget og fordi det ville være rigtig dejligt at være gravid igen!

 

Astons og min krops behov

Men en nedskæring af amninger ville ikke være Astons behov og det ville ikke være naturligt for min krop. Det ville udelukkende være vores ønske om et barn igen hurtigt – hvilket da ville være dejligt. Men jeg er stadig ung og vi har masser af tid. Så vi slår koldt vand i blodet og nyder at kunne give Aston vores fulde opmærksomhed, og stoler på, at naturen ved bedre end mennesker. Vi vil ikke styre Aston eller min krop – det sker, når det sker og vi glæder os meget <3

 

 

Følg mig på Instagram og facebook for inspiration til en naturlig, sund og bæredygtig livsstil.


6 thoughts on “Amning og udebleven menstruation”

  • 1
    Natja on August 13, 2016 Reply

    Jeg er helt enig med dig i mange af de ting du skriver om at passe barnet selv. Jeg vil gerne selv være mor, og har også tænkt mig at være hjemme med baby indtil i hvert fald 1½ års alderen. Jeg har arbejdet både i vuggestue og i børnehave, og nej det er ikke altid kærlighed der driver værket..blev jeg selv utilfreds med at opleve. Vælger man at gå hjemme kræver det så også at man er heldig at have en go mand, der tjener nok, hvis man skal opfylde det behov i vores moderne samfund.

    • 2
      NeoHippie on August 13, 2016 Reply

      Dejligt at høre <3

      Det er dog muligt at gå hjemme, selvom man ikke har en mand, der tjener mange penge - hvis man prioriterer derefter. Min mand er kun på SU + SU-lån, og vi har så prioriteret at bo meget billigt, småt og uden luksus i hverdagen. Til gengæld er det fantastisk, så meget tid vi får sammen med vores datter <3

      Læs evt. mit uddybende indlæg omkring vores valg om ikke at sætte hende i institution og få inspiration til, hvordan man kan leve billigt.

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 3
    Natja on August 13, 2016 Reply

    Ja det er jo bestemt noget om at prioriterer, men jeg er jo til de dyre sager. Køber helst kun økologi og tøj der er ordenligt produceret osv. Jeg elsker kvalitet. Jeg har en masse dyr også, da jeg elsker dyr. Det er jo hvad man vælger til og fra. Mht. til ikke at sætte dine børn i institution, hvad tanker gør du dig så om skole, når de når dertil, skal det være en almindelig folkeskole eller noget Rudolf Steiner? Hvad er din holdning til Rudolf Steiner?

    • 4
      NeoHippie on August 13, 2016 Reply

      Vi køber udelukkende økologisk mad, men køber så genbrug og går på byttemarkeder, da det er det mest bæredygtige – og har generelt et meget lille forbrug af alt undtagen mad. Både fordi det er det mest bæredygtige generelt, men det er også en prioritering fx mht. rejser og andet luksus, da jeg prioriterer tid med min familie højst, og vi ikke har råd til begge dele 🙂

      Jeg regner ikke med at sætte mine børn i skole overhovedet faktisk. Vi planlægger at “unschoole” børnene flere familier sammen. Dvs. en form for hjemmeskole/friskole/ikke-skole, hvor vi slipper for den ensretning af undervisning, pligt og faste rammer og kasser, der i min optik præger skolerne. Vi vil hellere lære dem alt det de skal lære på baggrund af deres interesser, når det passer bedst på dagen og ude i det fri, så det bliver sjovt og spændende og hverdagen ikke bliver en pligt – det synes vi, at livet er for kort til <3

      Mht. Rudolf Steiner har jeg det blandet. De har helt klart elementer, som jeg mener, er meget bedre end konventionelle institutioner - fx deres fokus på natur, (delvist) plantebaserede kost, bedre normeringer og mindre stresset hverdag.
      Til gengæld er det også min erfaring, at mange Steiner-vuggestuer og -børnehaver er modstandere af amning over 10-11 måneder, har en stor forkærlighed for animalske tekstiler (uld, silke) og deres filosofi er nogle gange lidt for "spirituel" for min smag. Så jeg forstår godt, at nogle vælger det som alternativ til de konventionelle institutioner, men personligt bliver jeg aldrig fan af institutioner af nogen art, og jeg synes bestemt heller ikke, at Steiner er ubetinget godt - på trods af deres alternative og tit ret fine måder at gøre tingene på 🙂

  • 5
    Natja on August 13, 2016 Reply

    Det lyder fuldstændig fantastisk. Det er meget de tanker jeg selv går med. Jeg er til det spirituelle, og tænker at skolesystemet vil ændre sig i takt med at der bliver mere fokus på de sensitive børn, der kræver noget andet og har andre behov, og derfor vil de være med til at skolesystemet bliver tvunget til at ændre sig, og blive mere som du beskriver at du vil “skole” dine børn. Men der er lang vej endnu..:) dejligt at snakke med dig! Jeg er selv 28.

    • 6
      NeoHippie on August 15, 2016 Reply

      Det får du forhåbentlig ret i <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *