Lav din egen frugtmælk

Lav din egen frugtmælk

På det sidste er jeg begyndt at drikke rigtig meget frugtmælk – alle mulige slags, varieret efter hvad jeg lige har i huset. Jeg opdagede konceptet en dag, da jeg ikke havde andet frugt end ananas, og havde lyst til en smoothie. Jeg blendede derfor lidt ananas med min hampemælk, og drak det til morgenmad – og det var lækkert! Siden da er jeg begyndt at lave det fast – med alle mulige slags plantemælk og med alle mulige slags frugt. Og resultatet er en mash up af smoothie, milkshake og kakaomælk-konceptet – og alligevel ingen af delene. Frugtmælken bliver tynd som mælk, er ikke frossen og er egentlig bare plantemælk med en diskret smag af frugt – ligesom fx danskvand med en diskret smag af blåbær, som har trendet de sidste par år.

Og da jeg opdagede konceptet, åbnede der sig et utal af nye muligheder for mig – man kan drikke det til morgenmad, hælde frugtmælk i kanten på grød, servere det køligt på en sommerdag eller som en sund og lækker drik til børn. Og så er det virkelig simpelt, sundt og kan laves med alle frugter!

 

Sådan laver man frugtmælk

 

1. Vælg din plantemælk

Først skal du vælge en plantemælk – hver mælk har sine fordele, og umiddelbart kan du blot bruge, hvad du lige har ingredienser til – eller købe en færdiglavet (de fås i alle supermarkeder efterhånden). Umiddelbart afhænger valget af plantemælk nok lidt af, hvad du skal bruge den til.

Hvis frugtmælken skal serveres til en særlig lejlighed, er det måske ekstra lækkert, hvis det er lavet på fx hjemmelavet cashew– eller mandelmælk.

Hvis det skal være billigt og hurtigt til hverdagen, kan hjemmelavet havre– eller hampemælk være en nem mulighed. Se alle minde opskrifter på hjemmelavet plantemælk her.

Og hvis det skal gå rigtig hurtigt, eller man ikke kan overskue selv at lave sin plantemælk, kan man købe en i et supermarked. I de fleste supermarkeder kan man få fx soja-, ris-, havre- og mandelmælk, som også er rigtig gode og velegnede til formålet.

 

2. Vælg din frugt

Alle slags frugt kan i princippet bruges. Mine personlige favoritter er ananas-, banan-, jordbær- eller mangomælk. Bær er smarte, fordi man kan have dem på frost. Banan, mango og ananas er lækkert, fordi det er naturligt sødt og opløses let i mælken. Men smag og behag – prøv dig frem. Du kan også kombinere forskellige slags frugt – fx banan/blåbærmælk, ananas/appelsinmælk etc.

 

3. Blend din kombination

Mængden af frugt til mængden af plantemælk, afhænger selvfølgelig af, hvor kraftig du ønsker, at smagen skal være. Dog skal der ikke for stor en mængde frugt i, da konsistensen skal forblive tynd som mælk, og ikke tyk som en smoothie.

Personligt brugte jeg fx 2 bananer til 1 liter bananmælk eller 1/2 – 1 dl. blåbær til 1 liter blåbærmælk. Men min anbefaling er at starte med at putte lidt i, blende, smage til og så evt. tilsætte mere frugt lidt ad gangen.

 

4. Skal den sødes?

Smag og behag, og afhængig af formålet. Man kan let søde frugtmælken med et par økologiske dadler eller lidt ahornsirup. Det kan især være lækkert, når man bruger bær, da smagen ellers bliver en anelse syrlig.

Umiddelbart vil jeg anbefale, at du smager din frugtmælk usødet, og så tilsætter lidt ahornsirup eller dadler, hvis du har behov for det, og blender videre.

 

5. Skal den sies?

Hvis du fx har lavet hindbær- eller blåbærmælk, kan der være nogle små bitte kerner i. Det kan du sagtens drikke, men hvis du vil have din frugtmælk helt glat, kan du med fordel hælde den gennem en sigte, så kernerne/frugtresterne bliver siet fra.

Hvis man søder mælken med dadler, vil jeg kraftigt anbefale at si den efterfølgende, da dadlerne er svære at blende helt fine, og der derfor kan være små daddelrester i frugtmælken (og jeg har personligt fobi for konsistensen af dadler, hvis de ikke er blendet til creme). Ved at si frugtmælken, sier man de små daddelrester fra.

 

6. Opbevaring?

Du kan lave små portioner frugtmælk og drikke dem med det samme, men du kan med fordel lave fx en liter, hælde den på flaske og sætte den på køl – og så bruge den på morgenmaden, tage et glas i købet af dagen osv. Den holder et par dage på køl, men bør omrystes før brug.

Frugtmælken smager klart bedst kold! Så enten bør du lave den på kølet plantemælk, eller sætte den på køl inden du drikker den.

 

Nyd!

frugtmælk

Følg mig på facebook og Instagram, og få mere inspiration til en sund, bæredygtig og naturlig livsstil.

 


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *