Hindbærchiagrød

Hindbærchiagrød

Chiagrød er perfekt som morgenmad eller frokost, da det kan forberedes dagen før og stå klar til næste morgen eller til at tage med på farten, fx i et gammelt syltetøjsglas. Derudover er det ekstremt sundt og nemt at lave – chiafrø er særligt rige på protein (herunder samtlige essentielle aminosyrer), kostfibre, calcium og omega-3. Og så er det de seneste år blevet næsten lige så let tilgængeligt som havregryn – du kan finde det i næsten alle supermarkeder og helt sikkert i alle helsekostforretninger. De er lidt dyre, men til gengæld suger de 12 gange deres egen vægt, så blot 2 spsk. frø bliver til en stor portion.

Denne opskrift kan både bruges som morgen-, mellem- eller frokostmåltid, men kan også sagtens serveres som dessert, måske med en anelse mere ahornsirup i. Jeg har valgt at søde med ahornsirup, da det giver grøden en helt fin og glat konsistens, og den stadig holder sin fine lyserøde farve – og så fordi ahornsirup indeholder vitaminer og mineraler, herunder fx mangan, zink og calcium, modsat alle andre typer sirup. Du kan også godt vælge at søde med fx banan, men i så fald bliver grøden brunlig efter få timer, og da den helst skal suge min. et par timer, ser den ikke længere fristende ud – men kan dog sagtens spises alligevel.

Nogle har det svært med konsistensen af chiagrød eller har ikke haft succes med at lave det – prøv denne opskrift alligevel. Min mand Benjamin har ikke kunne udstå chiagrød, og jeg har måtte snige frøene i ham på anden vis gennem boller, smoothies og pandekager, men netop denne opskrift var han virkelig glad for. Konsistensen er meget cremet og dessertagtig, næsten som en mousse, da jeg bruger kokosmælk. Når grøden laves på andre typer plantemælk, bliver den ofte mere slimet. Det har jeg personligt ikke noget imod, men hvis du har prøvet det og ikke brød dig om det, bør du give grøden med kokosmælk en chance – det er en helt anden oplevelse. Opskriften er i øvrigt super børnevenlig. Jeg serverede den for vores store veganske forældregruppe, og alle børnene, uden undtagelse, skrabede skålene og bad om mere flere gange. Og som gravid og ammende sørger jeg personligt for at spise chiagrød så godt som dagligt, da det er en super nem måde at få et sundt, hurtigt og mættende næringsboost.

Opskrift på hindbærchiagrød

Ingredienser:

(1 portion)

– 2 spsk. økologiske chiafrø

– 1 dl. økologisk kokosmælk

– 1 dl. vand

– 2 dl. økologiske hindbær, frosne eller friske. Kan også sagtens erstattes med jordbær.

– Ca. 0,5 dl. økologisk ahornsirup, smag til for ekstra sødme.

– Evt. toppings, fx hakkede nødder, kerner, frisk frugt, chokolade eller kokosflager.

 

Anvisning:

1. Hæld 2 spsk. chiafrø i en skål.

2. Blend bær, kokosmælk, vand og ahornsirup til der ikke længere er klumper i. Smag evt. til med ahornsirup for ekstra sødme.

3. Hæld væsken over chiafrøene og rør grundigt rundt.

4. Lad grøden stå min. 3 timer – gerne natten over.

5. Rør grundigt rundt igen efter den har suget.

6. Pynt evt. med toppings og spis indenfor ca. 1 døgn, ellers bliver den sur. Nyd!

 

Tip!

Jo større mængde kokosmælk i forhold til vand, jo mere cremet og mousseagtig bliver konsistensen. Hvis du vil servere den som dessert, kan du altså med fordel erstatte fx halvdelen af vandet med det mere kokosmælk og så lidt mere ahornsirup, da den i så fald bliver både fastere og sødere og mere som en lækker dessert end et måltid.

hindbærchiagrød

 

Følg mig på facebook og Instagram for inspiration til en sund, naturlig og bæredygtig livsstil.


19 thoughts on “Hindbærchiagrød”

  • 1
    Julie on October 23, 2016 Reply

    Hej! Det ser virkelig lækkert ud!! Bruger du kokosmælk fra dåse eller er det de der 1 liters kokosmælk fra fx Alpro? 🙂

    • 2
      NeoHippie on October 23, 2016 Reply

      Jeg bruger den fra dåse – dem på karton er ofte sødet eller fortyndet, så det skal du lige være opmærksom på, hvis du ikke bruger den fra dåse, da det kan ændre smag og konsistens lidt 🙂

      • 3
        Julie on October 23, 2016 Reply

        Ah okay, super! Jeg synes nemlig også dem på karton er meget tynde i konsistensen. Tak for det hurtige svar 😀

  • 4
    Melanie on October 23, 2016 Reply

    Må jeg spørge præcist hvilken kokosmælk du bruger og om du bruger det hele? Altså ryster det sammen?

    • 5
      NeoHippie on October 24, 2016 Reply

      Jeg bruger som regel økologisk kokosmælk på dåse fra änglamark, ikke light. Men alle typer almindelig kokosmælk kan bruges med stort set samme resultat. Det er kun, hvis du bruger light-kokosmælk eller dem på karton, at resultatet kan blive anderledes, da de er tyndere i konsistensen og/eller sødet.

      Jeg ryster det sammen ja, bruger ikke blot fedtet, men hele mælken til chiagrød 🙂

  • 6
    Caroline on October 23, 2016 Reply

    Det ser enormt lækkert ud! Tror du, at fedtprocenten i kokosmælken har meget at skulle have sagt i forhold til smag/konsistens? Hvilken slags brugte du selv? 🙂

    • 7
      NeoHippie on October 24, 2016 Reply

      Tak 🙂 Ja, det har rigtig meget at sige. Den bliver mere cremet, jo højere fedtprocenten er.

      Så du kan sagtens købe en light-kokosmælk med lav fedtprocent, men så bliver grøden det mindre cremet. Du kan dog også blot købe en almindelig kokosmælk og bruge mere vand i forhold til kokosmælk, hvis du gerne vil have fedtprocenten ned. Det vil give præcis det samme som at købe en light, da light blot er fortyndet med mere vand i dåsen.

      Jeg bruger gerne almindelig og økologisk kokosmælk på dåse fra änglamark – i alle mine opskrifter med kokosmælk 🙂

  • 8
    Nanna on October 23, 2016 Reply

    Er der en speciel slags kokos mælk du vil anbefale til det her :)?

    • 9
      NeoHippie on October 24, 2016 Reply

      Jeg bruger økologisk kokosmælk på dåse, gerne fra änglamark, da änglamarks dåser ikke indeholder skadelige stoffer, som mange af de andre gør. Og så fordi dåsekokosmælk på dåse er federe i konsistensen og er usødet, modsat dem på karton (y)

  • 10
    Siv gru on October 26, 2016 Reply

    Uhm hvor ser det lækkert ud. Har du bare brugt frosne hindbær uden at koge dem først?

    • 11
      NeoHippie on October 27, 2016 Reply

      Ja, jeg lever livet farligt 😉

      Jeg bruger frosne danske hindbær, hvor risikoen for dårlig hygiejne og dermed madforgiftning skulle være betydeligt lavere.

      Du kan dog sagtens bruge friske hindbær eller bruge frosne hindbær og give dem et opkog først (brug dog så lidt flere, da de mister lidt farve og smag ved opkog).

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 12
    Maria on October 27, 2016 Reply

    Hold nu fest, hvor lyder det bare lækkert 😍 Skal helt sikkert prøves, når vi har handlet ind næste gang! 😋

    – Maria
    http://www.ecokitch.dk , bæredygtigt og kemifrit til køkkenet 🌳

  • 13
    Rebecca on October 29, 2016 Reply

    Jeg lavede den i går og den er slet ikke blevet som en grød, men chiafrøene er stadigvæk hårde 🙁 Ved du, hvad det muligvis kunne hænge sammen med? 🙂 og jeg spiser den selvfølgelig alligevel 🙂

    • 14
      NeoHippie on October 29, 2016 Reply

      Hej Rebecca.

      Det har jeg kun oplevet selv ved enkelte typer særligt tynde plantemælk, hvis jeg ikke har rørt ordentligt rundt og uden tilsatte bær.
      Har du fulgt opskriften helt?

      I så fald må det næsten skyldes et særligt mærke kokosmælk eller måske nogle dårlige chiafrø, og jeg vil anbefale at prøve igen med et andet mærke – men øv! :/

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 15
    Christina on November 23, 2016 Reply

    Det smager simpelthen fantastisk! Så lækkert. Har lavet det to gange før og lige sat en skål i køleskabet til imorgen. Så lækkert!

    • 16
      NeoHippie on November 24, 2016 Reply

      Det er jeg glad for at høre! 🙂

  • 17
    MilleSmille on January 23, 2017 Reply

    Jeg må sige, det ser ikke bare virkelig, men VIRKELIG lækkert ud. Det der RAW grød har endnu ikke fanget mig. Har prøvet et par andre, som ikke var den store succes. Har så prøvet denne udgave en enkelt gang, hvor jeg tænkte ‘jae okey. Dette (denne) kunne jeg måske vænne mig til..!’. Nu prøvede jeg lige igen og med en smoothie blanding med ananas, papaja og mango fra fryseren og hold da op en forvandling 😃😃. Fik mig til at tænke på en eksotisk softice uhmm. Så nu glæder jeg bare til om 3 timer – tror ikke jeg kan vente til imorgen til morgenmaden!! Og er da da også spændt på, om det falder i kæresten og knægtens smag, nu det bliver dagens dessert 😋😋.

    • 18
      NeoHippie on January 23, 2017 Reply

      Det lyder godt! Jeg laver den også tit af hvad end smoothie, jeg lige har ingredienser til – det er virkelig lækkert 🙂

  • 19
    Kit Irving on February 28, 2017 Reply

    Den Smager rigtig godt! og mætter. Det er skønt man kan tage den med på farten, og ikke skal stå og lave morgenmad hver morgen ! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *