Naturlig og hjemmelavet makeup og makeup-fjerner

Naturlig og hjemmelavet makeup og makeup-fjerner

Afhængigt af hvilket mærke du bruger, er din makeup sandsynligvis proppet med parabener og andet gift – samt testet på og indeholder produkter fra dyr. Det er ikke nødvendigt – man kan sagtens lave det selv, kun med naturlige ingredienser – og det behøver ikke være hverken dyrt eller svært!

Personligt er jeg stoppet med at bruge makeup – (læs hvorfor her), men jeg har tidligere arbejdet på at lave og finpudse opskrifter på naturlig og hjemmelavet makeup, som rent faktisk virker efter hensigten. En del af ingredienserne går igen i de forskellige opskrifter, hvilket kun gør det nemmere og billigere! Jeg har sat links ind løbende til onlinebutikker som sælger de lidt mere specielle ingredienser for nemhedens skyld, men de fleste kan købes i almindelige helsekostforretninger.

Produkterne kan opbevares i gamle makeup-beholdere, små krukker, eller man kan købe beholdere specielt til formålet, fx her.

 

Sådan laver du hjemmelavet makeup:

 

Øjenskygger:

Øjenskygger er egentlig blot farvet pulver, og der findes masser af naturlige alternativer – man skal bare tænke kreativt! Følgende råvarer fungerer fx perfekt som øjenskygge, og fås i div. supermarkeder og helsekostforretninger både fysisk og online.

– Økologisk kakaopulver – for brun farve

– Knust kul – for sort/grå farve

Økologisk rødbedepulver – for rød/pink farve

– Økologisk spirulinapulver – for grøn farve

– Økologisk gurkemeje – for gylden farve

 

Når først man har pulveret i ren form, kan man så lysne eller mørkne farven efter ønske.

 

Sådan gør man:

Bland økologisk majsstivelse med den ønskede farve, for en lysere nuance og aktivt kul i, for en mørkere nuance. Alternativt kan du bruge pulveret rent, for en kraftigere farve. Opbevar i en gammel øjenskyggekrukke eller enhver anden lille beholder/gammel emballage kan bruges, eller du kan investere i helt nye beholdere, som en engangsinvestering.

Kul, kakaopulver og majsstivelse
Kul, kakaopulver og majsstivelse

Farvet læbepomade og blush

Som læbepomade kan du med fordel bruge ren økologisk kokosolie eller økologisk sheabutter – evt. hældt på en lille krukke.

Sheabutter købes i helsekostforretninger og er mest ala købelæbepomade, da det trænger godt ind i tørre læber, men kokosolie er billigst og lettere tilgængeligt og virker også fint.

Hvis du ønsker farve i din læbepomade, eller vil lave en blush, kan du sagtens tilsætte dette naturligt:

Opskrift:

– Økologisk kokosolie eller sheabutter

– Økologisk rødbede– eller kakaopulver til ønsket farve

 

Anvisning:

Smelt sheabutter eller kokosolie i en gryde ved svag varme eller kort tid i mikroovnen. Fordel rødbede- eller kakaopulver efter ønsket farve og nuance. Hæld på en lille beholder.

Når olien bliver kold, stivner den. Rør evt. et par gange under afkølingen, for bedre fordeling af pulveret.

Alternativt kan du bruge økologisk rødbedepulver/kakaopulver blandet med økologisk majsstivelse eller rent for en tør blush.

Kokosolie og rødbedepulver
Kokosolie og rødbedepulver

Mascara

Denne mascara er både tåre- og regnfast, klumper ikke og tværes ikke ud.

Til gengæld skal man give den et par lag for at opnå samme effekt som en købe-mascara. Alle 3 ingredienser fås i helsekostforretninger, fysisk eller online.

Opskrift:

– 2 tsk. økologisk aloe vera gel
– 2 spsk. aktivt kul
– Under 1/4 tsk. rasul, knust

Anvisning:

Bland alle ingredienserne i en lille beholder, fx et glas.

Man kan vælge at rense en gammel mascaratube grundigt og putte den deri med en minisprøjte (fås på apoteket meget billigt). Du kan også putte massen på en lille krukke og bruge en gammel mascarabørste og dyppe i og skrabe af på kanten.

Den lidt dyrere løsning er at købe en ny tom tube over nettet. Den kan dog genopfyldes igen og igen, så det er en engangsudgift, og endda en rimelig billig en!

Sparetip! 

Aktivt kul er lidt dyrt, så hvis du vil spare, kan du med fordel knuse et stykke grillkul i en morter, og bruge det i stedet for aktivt kul.

Knust rasul er også lidt dyrt – til gengæld holder krukken meget længe, da man kun skal bruge en lille smule til mascara. Man kan dog med fordel også bruge det som ansigtsvask – læs mere her. Men alternativt kan man købe almindelig rasul og selv finknuse det.

Kul, rasul og aloe vera juice
Kul, rasul og aloe vera juice

Pudder:

Denne pudder fungerer perfekt til at opsuge fedt fra huden. Til gengæld dækker den ikke specielt meget. Personligt er jeg glad for det, da det giver et mere naturligt look, men hvis man gerne vil have god dækkeevne, dur den nok ikke.

Opskrift:

– Økologisk majsstivelse

– Økologisk kakaopulver til ønsket farve

 

Anvisning:

Brug økologisk majsstivelse som base, og tilsæt kakaopulver til ønsket farve.
Kan fx opbevares i et gammel glas med låg eller en lille krukke, og påføres med børste.

Majsstivelse og kakaopulver
Majsstivelse og kakaopulver

Hvad så med makeup-fjerner?

 

Makeup-fjerner er et helt overflødigt og dyrt produkt.

I princippet kan alle slags olie opløse alle slags make-up – også den vandfaste mascara. Personligt brugte jeg økologisk mandelolie, da det er den olie, jeg bruger i stedet for ansigtscreme – læs mere om makeup-fjerner og hudpleje med olier i mit indlæg omkring naturlig hudpleje her.

 

Anvisning:

Påfør lidt olie på en varm og våd bomuldsrondel eller vaskeklud.
Fjern makeup med kluden/rondellen og vask efter med lunkent vand.
Rens ansigtet som du plejer.

 

Følg mig på facebook og Instagram og få inspiration til en sund, naturlig og bæredygtig livsstil.


16 thoughts on “Naturlig og hjemmelavet makeup og makeup-fjerner”

  • 1
    Missekat Kattapulta on August 18, 2016 Reply

    Det her er simpelthen så spændende! Det tror jeg, at jeg vil stikke næsen dybere ned i, med tiden. Fedt med gode tips, idéer og opskrifter. 🙂

    • 2
      NeoHippie on August 19, 2016 Reply

      Godt du kan bruge det! 🙂

  • 3
    Nina on September 13, 2016 Reply

    Hej

    Dine opskrifter ser rigtig spændende ud, og jeg glæder mig meget til at prøve dem. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at farve mine øjenvipper i stedet for at bruge mascara (selvom den hjemmelavede mascara ellers lyder rigtig god). Kender du en opskrift på en ren, naturlig og hjemmelavet øjenvippefarve, der ej heller indeholder henna? Kan man mon farve med kul? Og hvad skal man mon blande det med?

    Tak for inspirerende indlæg.
    Vh. Nina

    • 4
      NeoHippie on September 13, 2016 Reply

      Hej Nina.

      Jeg er glad for, at du kan bruge opskrifterne! <3

      Nej, det har jeg ikke - og tvivler lidt på, at det kan lade sig gøre at farve naturligt på den måde desværre :/

      Jeg har valgt at acceptere min egen øjenvippefarve i stedet og bare have naturlige øjenvipper, så bruger faktisk slet ikke mascaraen længere 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 5
    Nina on September 13, 2016 Reply

    Tak for svar 🙂
    Accept af egen øjenvippefarve er virkelig en god ide. Jeg vil overveje at gøre det til mit projekt i stedet for at finde en naturlig vippefarve 😉
    Tillykke med din graviditet!
    Mange hilsener fra Nina

    • 6
      NeoHippie on September 15, 2016 Reply

      Det er i hvert fald mere holdbart 😉

      Tusind tak! <3

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 7
    Lea Skovbo Jensen on September 23, 2016 Reply

    Hej Neo hippie 😀

    Jeg vil lige dele mine erfaringer, da jeg er i samme boldgade og laver det meste af min make-up selv 😀

    Pudder og øjenskygge:
    Man kan med fordel bruge arrowrootpulver i stedet for majsstivelse (da majsstivelse godt kan føles lidt tæt). Hvis kakao er for mørk, kan stødt ingefær, stødt kanel, stødt gurkemeje, stødt/knust hibiscus m.m. sagtens bruges til lave din foretrukne farve 👍.
    For at få den sorte bruger jeg Eisenoxid schwarts (Jernoxyd sort) købt hos farvehandleren (den rigtige! Ikke Flügger m.m.). Da man skal bruge en lille bitte smule, er der til flere år 👍

    Mascara og flydende eyeliner:
    Jeg har ikke haft så stor held med aloe vera gel, da det krakelerer og derefter drysser af og lægger sig på huden under øjnene ☹️.
    Vand, øko pulver farve (fås hos enhver rigtig farvehandler der handler med pigmenter. Dvs. du kan få enhver tænkelig farve (pink, blå, sort, brun, orange m.m.)! 👏) og knust bentonite-ler eller fransk ler eller som du skriver knust rasul (ang. bentonie-ler, så har Netto bentonitegrus i for af kattegrus for en 5’er, det kan man knuse i en morter og bruge – SÅÅÅ billigt! Og nej det er ikke ulækkert bare fordi det hedder “kattegrus”! Det er ret bentonite 👍).

    • 8
      NeoHippie on September 25, 2016 Reply

      Tak for dine erfaringer, dem vil jeg lade stå til yderligere inspiration for andre! Personligt er jeg faktisk så godt som stoppet med at bruge makeup selv, men særligt godt tip med bentonite, selvom man da vist ender med en alt alt for stor mængde så, når man tænker på, hvor lidt der skal bruges i en mascara! 😉

      Jeg har ikke selv erfaringer med, at mascaraen på aloe vera-gel skulle krakelere faktisk. Min blev fint siddende hele dagen, endda når jeg var i bad, hvis jeg ikke rørte ved den imens.

      Lige de farver du skriver om fra farvehandleren, de er vel ikke af naturlig og ugiftig oprindelse, forestiller jeg mig? Formålet med indlægget er at dele opskrifter på helt naturlig makeup, fremstillet udelukkende af naturlige råvarer. Der findes sikkert div. købefarver derudover, men det er særligt vigtigt for mig, at opskrifterne udelukkende er af naturlige og endda spiselige råvarer 😉

  • 9
    Sarah on September 26, 2016 Reply

    Jeg synes at have læst noget om at man kan bruge vaseline i stedet for mascara engang, har du mon noget kendskab til det? For det vil da også være en super nem løsning, hvis det virker? 🙂

    • 10
      NeoHippie on September 29, 2016 Reply

      Det har jeg ikke erfaring med nej, men umiddelbart kan jeg ikke lige forestille mig det, da vaseline hverken farver eller stivner? :/

      Men hvis du prøver det, må du da meget gerne vende tilbage 🙂

  • 11
    Ester on February 26, 2017 Reply

    Hej neo hippie. Til en pudder skriver du at man skal bruge majsstivelse, jeg tænkte på om man kunne bruge, mel?
    Vh. Ester

    • 12
      NeoHippie on February 26, 2017 Reply

      Hej Ester.

      Muligvis jo – men majsstivelse er betydeligt finere i konsistensen end mel, hvorfor jeg tror, at det er mere velegnet. Men du kan da altid prøve 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 13
    Maria on April 24, 2017 Reply

    Hej NH 🙂
    Vil meget gerne erstatte min makeup med de naturlige produkter!
    Min bekymring ligger dog i, at det jo gerne skulle kunne holde en hel dag med fart på, cykeltur, svedig hud osv. Jeg forestiller mig at pudderen vil klumpe sammen i små kakaoklumper rundt omkring i ansigtet efter en cykeltur til arbejde – og det vil jo være træls 😉
    Har du oplevet noget lignende eller spiller det bare?
    Tak for de gode fif du giver 🙂
    Maria

    • 14
      NeoHippie on April 24, 2017 Reply

      Hej Maria.

      Jeg har aldrig oplevet det – men jeg bruger heller ikke et tykt lag. Kakaopulveret er nok det, jeg har brugt mest af og det har i hvert fald aldrig været et problem. Men der er jo nok desværre ingen tvivl om, at konventionel makeup er lavet til at holde bedre – det er jo bl.a. derfor de tilsætter så mange tilsætningsstoffer og det er svært (eller umuligt) at få helt samme resultat naturligt :/ Men jeg synes da, at du bør forsøge – jeg har ingen dårlige erfaringer (y)

      Lad mig gerne vide, hvad du synes! 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 15
    Julia on April 30, 2017 Reply

    Kære NH <3
    Tusind tak for dine idéer og gode opskrifter. Det er så rart med naturlige og uskadelige alternativer til makeup! 🙂
    Jeg har prøvet at lave blush med rødbedepulver (den variant du linker til) og har desværre oplevet at de små korn ikke forsvinder. Min blush bliver derfor meget "grainy". Har du et forslag til hvordan det kan løses?
    På forhånd tusind tak! 🙂

    • 16
      NeoHippie on April 30, 2017 Reply

      Hej Julia.

      Det er desværre virkelig længe siden jeg har lavet den selv, da jeg i dag selv bruger kakaopulver, når jeg bruger noget. Jeg mindes ikke at have haft det problem med den dog – måske jeg lige skal lave den igen og tjekke efter.

      Mit umiddelbare forslag indtil da vil være, at du opløser en smule rødbedepulver med vand (da det sandsynligvis opløser rødbeden bedre) og smører det på kinderne og så evt. smører en lille smule kokosolie eller sheabutter på efterfølgende, for at “holde på farven”, når vandet tørrer. Jeg har desværre ikke rødbedepulver i huset i øjeblikket, men det forestiller jeg mig vil løse dit problem. Skriv gerne, hvordan det går!

      Mvh. Calina/NeoHippie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *