Derfor går vores børn ikke i institution

01. August 2016 Børn, Opvækst 20
Derfor går vores børn ikke i institution

Der er sket en del, siden jeg oprindelig skrev dette indlæg. Derfor er det på tide med en opdateret version.

Da Aston nærmede sig 10-12 måneder, havde vi planer om at opstarte hende i pasningstilbud, som de fleste andre forældre i Danmark. Vi havde også fundet en vuggestue, som virkede rigtig fin. De var accepterende og rummelige omkring vegansk kost til Aston, de accepterede amning osv. Så vi tog imod pladsen der, og planlagde en lang og fleksibel “indkøring”. Og jeg startede også på indkøringen faktisk – Aston og jeg var der sammen et par timer over to dage. Pædagogerne var virkelig søde og faciliteterne var flotte.

Men mens jeg var der, så jeg på børnene. En lille dreng der endnu ikke kunne kravle, lå hjælpeløst på gulvet og så rundt på de større børn, der løb omkring ham. En lille pige sad hos pædagogen og klynkede, efter at hun var blevet afleveret. Pædagogen kunne ikke sætte hende ned, uden hun begyndte at græde. En dreng gik og snakkede om sin far hele tiden. Og ude på legepladsen stod en pige og græd i et hjørne, uden at der var nogle af pædagogerne, der havde opdaget det – ikke før jeg henvendte mig til dem. Der var naturligvis også en masse børn, der grinede og havde det rigtig sjovt. Men jeg fik ondt i maven. Hvad hvis det var Aston, der stod og græd på legepladsen i så lang tid, uden nogle reagerede? Forældrene til den lille pige får det sandsynligvis aldrig at vide, da pædagogerne ikke aner, hvor længe hun har grædt.

Pædagogen foreslog, at Aston dagen efter skulle være der en time alene, så hun vænnede sig til, at jeg ikke var med. Og alt indeni mig skreg bare NEJ. Jeg havde virkelig ikke lyst til at efterlade Aston der alene. Hun klamrede sig til mig og det føltes meget unaturligt og gik imod alle mine moderinstinkter.

Så jeg gik hjem og læste op på emnet. Det viser sig, at Danmark næsten har verdensrekord i institutionalisering. Dette på trods af, at eksperter faktisk mener, at det kan være decideret skadeligt for børns udvikling, og at børn bør blive sammen med deres forældre, til de er minimum 2 år gamle. På trods af dette, er institutionalisering af børn så almindeligt, at folk nærmest glemmer, at det ikke er for børnenes skyld, vi sætter dem i institution – det er ment som et pasningstilbud til forældre, som har behov for systematisk pasning. Hvis man læser med i debatten omkring børn i institution, kan man læse, at mange borgere og politikere i Danmark efterhånden tror, at børn kun kan lære at fungere socialt, lære at snakke og lære at bevæge sig, hvis de er i institution med 11 andre børn, 2 pædagoger og en pædagogmedhjælper 8 timer om dagen, og bliver “stimuleret”. De glemmer tilsyneladende, at børn også lærte disse ting, inden kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og behovet for disse pasningstilbud pludseligt opstod.

Der var selvfølgelig også muligheden for dagpleje, som flere foreslog mig. Jeg kan sagtens se fordelene ved en dagpleje i forhold til en vuggestue, og jeg er sikker på, at der findes nogle helt fantastiske og kærlige dagplejemødre og -fædre. Men jeg turde simpelthen ikke. Jeg kender ingen dagplejemødre personligt, og jeg har hørt for mange skrækhistorier omkring dagplejemødre, som har været meget grove overfor børnene, når forældrene ikke lyttede. Derudover ændrede det slet ikke på min grundlæggende følelse af, at det var naturstridigt at aflevere hende i en institution og at planlægge vores liv med et konstant og systematisk pasningsbehov, fremfor selv at passe vores børn.

 

Aston og mig omkring planlagt institutionsstart.
Aston og mig omkring planlagt institutionsstart.

 

Så jeg tænkte på en af mine veninder, som er et af mine forbilleder, når det kommer til, hvilken mor jeg ønsker at være for mine børn. Hun var i gang med sin kandidat, da hun fik en lille dreng. Men nu går hun hjemme med ham og sin lille pige, og planlægger at passe alle sine børn selv. Dengang jeg lærte hende at kende, havde jeg aldrig før mødt folk, der gjorde sådan. Jeg havde aldrig stillet spørgsmålstegn ved, at børn skulle i pasningstilbud, og jeg må have stillet hende 100 spørgsmål omkring hvordan og hvorfor. Hun fortalte, at hun heller ikke havde regnet med, at det var sådan, det skulle være – men at det var det, der føltes rigtigt for dem. De har valgt at prioritere, så de kan leve på én indkomst. Og selvom jeg drillede hende med hendes oldtidsfund af en telefon, var sandheden, at jeg havde dyb respekt for hendes valg og prioriteringer.

Jeg havde dog samtidig tænkt, at det desværre ikke var en mulighed for os. Både Benjamin og jeg var dengang studerende, og havde derfor ikke ligefrem en fuldtidsindtægt at leve af. Jeg tænkte, at jeg havde behov for nogle timer dagligt til at skrive mit bachelorprojekt uden forstyrrelser. At jeg havde behov for pasning, så jeg igen kunne tage vagter på mit studiejob, så vi kunne supplere SU’en og få lidt flere penge mellem hænderne i hverdagen. Men mens jeg gentog disse ting for mig selv, fik jeg samtidig en anden tanke – jeg vil helt klart sige, at Aston er min førsteprioritet og at min familie er det vigtigste for mig. Over mit studie og over hvad end jeg følte, at jeg blev nødt til at bruge penge på. Og burde jeg så ikke prioritere hende over disse ting? Burde jeg ikke netop træffe valg efter mine værdier? Da jeg fik den tanke, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg vendte det med Benjamin, som var meget enig, og kontaktede Pladsanvisningen. Og I kan måske forestille jer deres dybe forundring, da jeg meddelte, at Aston skulle meldes ud af institution med det samme igen og at jeg ikke ville have hende indmeldt eller opskrevet et andet sted. De spurgte mig endda, hvad jeg da så havde planer om? Jeg havde planer om at passe mit eget barn. 

 

Hvordan fungerer det så, at vi har fravalgt pasningstilbud?

 

Da jeg studerede

Jeg skrev mit bachelorprojekt færdig med Aston hjemme, og skrev sammen med en veninde. Hver morgen sov vi til Aston vågnede. Så kom vi i tøjet, jeg satte Aston op i slyngen og så begav vi os af sted til min venindes lejlighed i indre by. Vi tog det stille og roligt og gik ned til metroen, mens Aston pegede på alt hvad vi så, og jeg fortalte hende om ting på vejen og lod hende røre ved hække, hegn, mure og cykler, mens hun sagde hej til alle hunde, katte, træer, travle mennesker og biler vi mødte. Når jeg kom hjem til min veninde og bachelormakker, spiste vi en lækker Smoothie Bowl og drak the. Herefter begyndte Aston at lege med alt legetøjet i stuen et par timer, mens vi gik i gang med bachelorprojektet. Undervejs kom Aston hen til mig, når hun ville ammes, og hun faldt i søvn i mine arme, når hun var træt. Jeg puttede hende så på sofaen, og så fik vi lidt tid til at skrive uforstyrret. Så spiste vi frokost sammen, hvorefter vi fortsatte arbejdet.

Nogle gange var min venindes små børn hjemme, og så legede de alle sammen, hvilket altid var virkelig sjovt – de dage planlagde og uddelegerede vi mere end vi rent faktisk arbejdede, da der var lidt mindre fred med 2-3 børn i huset. Men vi hyggede os! Vi var desuden i mødregruppe sammen, så en gang om ugen tog vi sammen i mødregruppen, hvor Aston legede med de andres børn og vi spiste en masse lækker mad.

De dage vi ikke mødtes og i weekenderne, lavede Aston og jeg så lidt forskelligt. Nogle dage mødtes jeg med veninder, som også har børn, der ikke bliver passet i institution (jeg har efterhånden fået opbygget mig et stort netværk af andre familier, som ikke bruger pasningstilbud). Andre dage mødtes jeg med veninder, som ikke har børn, men som rigtig gerne ville lege med Aston. Nogle dage var vi hjemme og hyggede os eller tog på ture. Jeg planlagde mine dage efter, hvad Aston havde brug for.

 

Aston leger med nogle af børnene fra mødregruppen, som vi ses med mindst en gang om ugen.
Aston leger med nogle af børnene fra mødregruppen.

Var det ikke hårdt at studere og passe barn samtidig?

 

Jo, det kunne det være. Det krævede, at jeg strukturerede min dag godt. Ofte gik Benjamin en lang tur med Aston om eftermiddagen, hvor jeg så kunne skrive uforstyrret. Nogle gange legede min mor med hende i nogle timer.

Og så brugte jeg en del aftener, efter jeg havde puttet Aston. Det krævede lidt fokus, for Aston vågnede gerne et par gange i løbet af en aften og ville ammes. Når jeg blev træt i hovedet af opgaveskrivning, hyggede jeg med Benjamin resten af aftenen. Det kunne godt være svært at nå det hele, og jeg kunne godt føle mig presset nogle gange og være rigtig træt.

Nogle gange kunne det også være svært at få regnestykket til at gå op. Jeg havde en smule undervisning og vejledninger undervejs i bacheloren, hvor jeg ikke kunne have Aston med. Men jeg løste det som regel undervejs – nogle gange kunne min mor afspadsere et par timer og passe hende og andre gange blev Benjamin hjemme fra studiet med hende. Han har mødepligt på sit studie, men brugte sin tilladte fraværsprocent på disse dage. Aston bliver meget sjældent passet, men hvis hun gør, er det kun af mennesker, hun skal have i sit liv, som elsker hende og som hun er helt tryg ved.

Men for det meste havde jeg hende med alle steder. Jeg blev fx spurgt, om jeg ville lave noget frivilligt arbejde for Dansk Flygtningehjælp. Jeg sagde ja – hvis jeg måtte have Aston med. Jeg blev inviteret til release party og prøvesmagning på opskrifter fra bloggeren Englerods kogebog (den er super lækker!), og jeg medbragte Aston. Aston er meget glad og rolig, og som regel er der ingen problemer, når jeg medbringer hende.

Og både min bachelormakker og jeg endte med et 12-tal, så vi måtte ikke engang gå på kompromis med karakteren – selvom jeg dog havde været meget villig til det og forberedt på det. Tid med min familie er vigtigere end høje karakterer.

 

Aston er kommet op for at putte, mens vi skriver opgave.
Aston er kommet op for at putte, mens vi skriver opgave.

 

Hvad så nu – efter endt studie?

Jeg passer hende stadig selv og har for nylig fået en søn, Anakin, også. Vi har ingen planer om at sende dem eller fremtidige børn i institution – hverken vuggestue, børnehave eller skole. Til gengæld har vi en masse frihed og overskud i hverdagen og vi keder os bestemt ikke! Vi tilbringer en masse tid med andre forældre og børn og de knytter tætte og varige bånd og venskaber – både til voksne og børn i vores omgangskreds.

Som regel leger Aston med børn, hun kender godt, fx fra vores meget store forældregruppe, som vi ses med jævnligt. Nogle gange ses vi med mange fra gruppen og andre dage kun med enkelte af dem. Andre dage leger hun med fremmede børn vi møder på vores ture – og nogle gange lærer vi også de børn og forældre bedre at kende og ses med dem igen. Andre dage er vi sammen med familie – fx bedsteforældre, oldeforældre, moster, onkel, fætter osv. Og nogle dage er vi blot hjemme og slapper af, hvis jeg vurderer, at de har brug for en slappedag. Anakin er stadig nyfødt, hvorfor han blot sidder i slyngen, så jeg har armene fri til Aston.

Men vi har næsten aftaler hver eneste dag – ofte flere aftaler på en dag – og på trods af det, har vi aldrig stressede morgener, sure spoledage eller ulvetime. Vi har masser af overskud, børnene stortrives og Benjamin og jeg har aldrig været lykkeligere <3 Når nogle påstår, at hjemmepassede børn lever i en osteklokke ryster jeg blot på hovedet indeni. Institutionaliserede børn er på den samme lille stue hver dag – desværre ofte med støj, dårligt indeklima og ofte med skiftende personale og børn, som de ikke ser igen, når de stopper i institutionen. De bruger gerne de samme legepladser og hører igen og igen sætningen “mor og far er på arbejde” – uden at ane, hvad det egentlig betyder. Det er – desværre – en osteklokke i mine øjne og i min optik en trist udvikling af vores samfund.

Hjemmepassede børn oplever den virkelige verden. De er fx med forældrene til lægen, i supermarkedet, hænger tøj op, laver mad og andre daglige gøremål. De udforsker byen og naturen og knytter varige bånd og venskaber til både børn og voksne. Deres hverdag planlægges på baggrund af deres behov/vejret/dagens muligheder og ikke på baggrund af normeringen blandt personale. Det synes jeg personligt er meget mere givende og udviklende for vores børn og er noget, vi gerne vil prioritere.

 

Aston på stranden med en af mine bedste veninder Emilie, som Aston ser flere gange ugentligt og har knyttet et meget tæt bånd til. Og Emilies hjemmepassede søn Elliot - en af Astons bedste venner, som hun snakker meget om i hverdagen.
Aston på stranden med vores forældregruppe sidste sommer. Hun er tæt knyttet til både de andre børn og forældre. 
Jeg medbringer mine børn alle steder – her som højgravid med Anakin i maven og med Aston på skødet til en workshop jeg afholdte omkring “Bæredygtig Børnefamilie” på Børneloppen i Valby.
Aston og Benjamin leger i sneen, mens vores nyfødte søn Anakin sidder i slynge på Benjamins mave.

Hvad med økonomien?

Vi sidder meget stramt i det, det er ingen hemmelighed. Benjamin har været i skole næsten hver dag, i hvad der svarer til et fuldtidsarbejde i timer, så vi prioriterede, at han ikke tog et studiejob, så vi kunne ses om eftermiddagen, aftenen, weekender og ferier.

Men det kommer ikke til at være sådan her for evigt – snart er Benjamin færdiguddannet, og begynder forhåbentlig at tjene mere, når han får et job. Vi planlægger at klare os på én indtægt de næste mange år og sætter os, så det kan lade sig gøre. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering for os.

Og vi klarer os da lige. Vi har prioriteret således, at vi ikke har udgifter til meget andet end mad, husleje for vores lille lejlighed og de andre nødvendige månedlige regninger (mobilabonnement, forsikring etc.).

 

Sådan sparer vi penge i hverdagen:

1. Jeg er nonshopper, så jeg bruger slet ikke penge på tøj eller ting. I stedet bruger jeg mit tøj, til det er slidt op, bytter mig til nye ting og køber til nød genbrug, hvis jeg virkelig står og mangler noget. Aston har arvet, lånt eller fået alt sit tøj og legetøj i gave.

2. Jeg bruger naturlige og hjemmelavede plejeprodukter og husholdningsprodukter, hvilket har været meget billigere (og sundere) end at købe kemisk producerede produkter.

3. Vi samsover, ammer, bruger moderne stofbleer og bruger slynge i stedet for barnevogn, så vi har næsten ingen udgifter i forbindelse med at have fået børn – på trods af, at næsten alle fortalte os, at det ville blive virkelig dyrt.

4. Og så lever vi vegansk, hvilket vi også sparer en del penge på, selvom vi udelukkende køber økologisk.

5. Vi er villige til at undvære luksus – så pt. undværer vi eksotiske rejser, TV, frisørbesøg, bil og lignende, og når vi engang skal have mere plads, flytter vi gerne langt udenfor byen for at kunne klare os på én indtægt.

 

Aston og jeg er ofte på byttemarked, hvor man kan medbringe tøj og ting, man ikke bruger længere og gratis bytte det til tøj og ting, man har brug for.
Vi er ofte på byttemarked, hvor man kan medbringe tøj og ting, man ikke bruger længere og gratis bytte det til tøj og ting, man har brug for.
At vi er nonshoppere er en del af en bæredygtig livsstil, hvor vi forsøger at minimere vores mængde af affald og generelt miljøskadelige påvirkning. En værdi vi vil give videre til Aston. Her er Aston og Benjamin ved at se til vores hjemmelavede kompostjord, lavet ud af vores økologiske og plantebaserede madrester og som bruges til vores hjemmedyrkede krydderurter og grøntsager på altanen og i vinduet.
At vi er nonshoppere er en del af en bæredygtig livsstil, hvor vi forsøger at minimere vores mængde af affald og generelt miljøskadelige påvirkning. En værdi vi vil give videre til vores børn. Her er Aston og Benjamin ved at se til vores hjemmelavede kompostjord, lavet ud af vores økologiske og plantebaserede madrester og som bruges til vores hjemmedyrkede krydderurter og grøntsager på altanen og i vinduet.

Hvad med fremtiden?

Jeg ved det ikke. Vi ved dog, at vi ikke ønsker at institutionalisere vores børn. Alle vores andre beslutninger vil blive taget på det grundlag.

Men eftersom det er mig, som skal føde børnene, amme dem og dermed have (mest) barsel, og at Benjamins uddannelse vil give os meget mere frihed og flere penge end min uddannelse som sygeplejerske nogensinde ville kunne, er vi helt enige om, at det i vores tilfælde giver mest mening, at jeg passer børnene i dagtimerne og at Benjamin forsørger. Det er ikke en konservativ beslutning taget ud fra de gammeldags kønsroller, religion eller lignende (vi er begge ateister og feminister) – det er det mest praktiske for os og det som giver mest mening for vores børn og vores fremtid. Om det vil ændre sig, når børnene er større aner jeg ikke – det ser vi på, når det bliver relevant.

Jeg kender dog andre familier, som har valgt andre modeller eller planlægger anderledes, da deres situation ser anderledes ud:

– En familie har valgt at dele det op, så de begge arbejder deltid et par dage om ugen. Den der har fri, passer så børnene (som er lidt større og ikke ammes i dagtimerne).

– I en anden familie planlægger de at holde børnene hjemme, mens moren læser i flere år endnu og faren arbejder. De planlægger at benytte sig af fleksible arbejdstider og et studie uden meget mødepligt, og så familie og deres tætte netværk til pasning, når det er nødvendigt. Efter morens studie ender og de ikke længere har ammebørn, vil moren sandsynligvis arbejde, mens faren siger op og passer børnene.

– I en tredje familie med behov for flere penge end os, arbejder faren og moren passer børnene i dagtimerne, men tager så vagter som handicaphjælper i weekenderne eller aften/nat.

– I en fjerde familie studerer både moren og faren og deler derfor pasningen og deres fravær.

Fælles for alle de selvpassende familier jeg kender er, at ingen af dem er rige – modsat hvad folk måske tror. Vi lever alle på et meget strammere budget end gennemsnittet, og har valgt at prioritere benhårdt for at gøre det muligt at være fuldtidsforældre.

 

Aston sammen med sin bedste veninde Aya - datter af nogle af vores gode venner, som også har valgt at prioritere at holde deres datter ude af institution. Aston og Aya laver altid nye og spændende ting sammen <3
Aston sammen med sin bedste veninde Aya – datter af nogle af vores gode venner, som også har valgt at prioritere at holde deres datter ude af institution. Aston og Aya laver altid nye og spændende ting sammen <3

Hvorfor skriver jeg dette indlæg?

Det er ikke for at støde forældre, der vælger anderledes, end vi har gjort (det tror nogle mennesker desværre, da forældreskab er et ømtåleligt emne, så det vil jeg gerne lige understrege). På min blog deler jeg mine personlige værdier, erfaringer og valg. Jeg er meget bevidst om, at vi gør tingene anderledes end de fleste, og at alles situation ser forskellig ud.

Alle mennesker har forskellige værdier, ønsker, prioriteter, ressourcer og holdninger, og træffer som følge deraf forskellige valg for dem selv og deres familier.

Men måske sidder der nogle forældre derude med samme følelser og værdier som os, som kan finde inspiration i den måde, vi får det til at fungere på. Måske er der nogle forældre, som ikke har tænkt over, at man ikke nødvendigvis behøver at sætte sit barn i institution, hvis man ikke ønsker det. Om ikke andet kan mit indlæg måske vise et andet perspektiv – også selvom man ikke er enig eller ikke selv har lyst eller mulighed.

 

Jeg er meget glad for vores valg, og jeg nyder min tid med min familie, mine venner og med konstant nye bekendtskaber. Vi har en rolig hverdag fuld af sjove oplevelser, og jeg har aldrig været lykkeligere, end jeg er nu. Vi har ikke mange penge, og vi bliver måske aldrig rige – men jeg nyder hvert sekund i vores lille slidte københavnerlejlighed. Også selvom jeg nogle gange (ofte) er træt af pladsmanglen, mit kedelige gamle tøj eller træt af aldrig at kunne gå på toilettet i fred. Det er det hele værd <3

 

børn institution

 

Følg mig på facebook og Instagram for inspiration til en sund, naturlig og bæredygtig hverdag.

 


20 thoughts on “Derfor går vores børn ikke i institution”

  • 1
    Sarah on August 2, 2016 Reply

    Det er rigtig interessant at læse om – det ser også ud til at være en tendens, der bliver mere og mere udbredt mht. skolen i øjeblikket 🙂
    https://www.information.dk/indland/2016/08/foraeldre-vaelger-frie-boerneliv-skolen

    • 2
      NeoHippie on August 3, 2016 Reply

      Ja, har godt læst artiklen, og det er faktisk præcist, hvad vi har planer om, når den tid kommer 🙂

  • 3
    Kira Andersen on August 9, 2016 Reply

    Det er SÅ beundringsværdigt, jeg er dybt misundelig på dit mod! Helt vildt inspirerende at følge med her på bloggen. Desværre er vores søn i institution, heldigvis en god en, men stadig en institution. Det var det sværeste nogensinde at aflevere ham der, puha… Jeg håber at kunne have den næste hjemme 2 år inden der skal nogen anden pasning ind over. Min søn startede da han var 1 år. Tænkt engang, da min mor fik mig (1986) havde kvinder kun 3 måneders barsel! Nå, men tak for en dejlig blog! 😀

    • 4
      NeoHippie on August 10, 2016 Reply

      Hej Kira.

      Tusind tak <3

      Det forstår jeg godt, og jeg er så ked af, at det er den udvikling samfundet har taget - ved at mange mødre har det ligesom dig, når de afleverer deres barn i institution.

      Men ja, det har været endnu værre engang desværre :/

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 5
    Lisa Mensah on August 15, 2016 Reply

    Jeg vil være Neohippie når jeg bliver stor, og det skulle jeg mene jeg er.
    Jeg har piger på 2 1/2 og 4 1/2. Og har siden jeg fik den første følt et stærkt instinktivt behov for at have hende tæt.Bar hende konstant de første 6 måneder før hun sad i barnevogn. Havde ikke behov for pasning. Og da hun skulle i (verdens bedste) dagpleje strittede alt på mig. Jeg var tilbage på job 1 måned før jeg gik ned med stress. Det var simpelthen ikke rigtig for mig. Blev (heldigvis) fyret og tro måneder efter var jeg gravid. Vi prioritere at jeg gik hjemme og det var den lykkeligste tid i vores liv. Da nr 2 skulle i samme bedste dagpleje startede jeg job vi købte dyrt hus og kort tid efter, stress. Vi solgte i maj huset og er igen (heldigvis) blevet fritstillet. Jeg passer selv den lille nu og det er så rigtigt, for mig.
    Men mit dilemma er at jeg føler den stor også burde/kunne være hos mig. Hvad er dine tanker om hvordan de skal klare at starte skole uden at kende nogen, eller haft den pædagogiske lærring??
    Jeg er med på at sådan var det en gang og dem skal jeg lige minde mig om en gang i mellem.
    Din blog som jeg lige har læst de fleste kategorier igennem er SÅ inspirerende. Læste hjemmeunger.dk da jeg fik den første og den gang kendte jeg ingen anden som følte som jeg. Så er glad for at flere åbner op. Når jeg møder andre jeg fortæller ærligt om mine følelser møder jeg heldigvis flere der siger, bare vi kunne (prioritere) det samme.
    Er sikker på at flere vil vælge denne livsstil og jeg er glad for du så fint spreder budskabet! Tak!
    Vi flytter om lidt i tiny Living space og eneste vigtige møbel for os er 2×140 senge sammensat så vi alle fire samsove, endnu en ting som instinktivt har været rigtig for os fra start.

    • 6
      NeoHippie on August 15, 2016 Reply

      Hvor lyder det dejligt, at I har valgt at prioritere sådan! Hvad indebærer “tiny living space” ellers i jeres tilfælde? 😀

      Jeg er bestemt enig med dig i, at din store burde være hos dig, hvis du har muligheden <3

      Næsten ingen børn "kender nogle" af børnene i forvejen, når de starter i en skoleklasse, men de får hurtigt venner alligevel. Og du kan sagtens sørge for, at din datter får venner, selvom du er hjemmegående - du skal bare opsøge fællesskaber af andre hjemmegående. Tjek fx facebook-gruppen "moderne hjemmegående mødre". Der er tit folk, som leder efter legegrupper - og afhængig af hvor du bor, kan sandsynligvis også finde lokalgrupper for din by (y)

      Mht. den pædagogiske læring er det vigtigt at huske, at institutioner ikke er opstået, fordi børn havde behov for "pædagogisk læring". Institutioner opstod, fordi forældre havde behov for pasning, efter kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Du kan ligeså vel - sandsynligvis meget bedre - forberede dit barn til skolestart. Modsat pædagoger i en børnehave, kender du dit barn bedst (særligt hvis du går hjemme med hende), og ved derfor, hvad der er vigtigt at forberede hende på - plus du har tiden til det. I institutioner tages der, pga. travlhed og for mange børn, ikke individuelle hensyn, og alle bliver "forberedt" på samme måde, uanset hvad deres behov er.
      Det er også vigtigt at huske, at selv skole - særligt i de små klasser - stadig kun er en forlængelse af pasningsordningerne i institutioner. Langt de fleste forældre kunne sagtens undervise deres egne børn på det niveau, hvis de ikke skulle arbejde og hvis samfundet var indrettet anderledes.

      Vi planlægger ikke selv at sende vores børn i skole, men at "unschoole" dem flere familier sammen i stedet. Dvs. en friskole/hjemmeskole/ikke-skole, hvor vi slipper for den ensretning af undervisning, pligt og faste rammer og kasser, der i vores optik præger skolerne. Vi vil hellere lære dem alt det de skal lære på baggrund af deres interesser, når det passer bedst på dagen og ude i det fri, så det bliver sjovt og spændende og hverdagen ikke bliver en pligt – det synes vi, at livet er for kort til <3

  • 7
    Sandra on September 5, 2016 Reply

    Tak for dig <3 Din hjemmeside er blevet en kæmpe stor inspirationskilde for mig. Jeg går selv hjemme med min pige fra august '14 og har netop lige haft (2 august '16) endnu en fantastisk hjemmefødsel i vores lejlighed på Ryesgade, hvor fik familie forøgelsen med lillesøster ( vi vidste ikke kønnet før hun kom til verden) 🙂 At gå hjemme er den absolut bedste beslutning jeg nogensinde har truffet 🙂

    Jeg kan læse mig til i ovenstående at du er med i en meget stor mødregruppe, er der mon plads til en mere?

    • 8
      NeoHippie on September 5, 2016 Reply

      Det er jeg glad for at høre <3

      Og hvor lyder det dejligt med hjemmefødsel! Det er også min plan til februar 😉

      Ja, det er der altid - men gruppen er en vegansk mødregruppe, dvs. udelukkende for veganske forældre, hvor vi medbringer vegansk mad, hygger og leger med børnene - men også fx taler om den veganske livsfilosofi og hvordan det er at være veganer i en meget ikke-vegansk verden. Det er et frirum for os, da vi er en minoritet i vores samfund. Så hvis du selv er veganer, er du meget velkommen!

      Hvis ikke, kan jeg henvise til facebookgruppen "Moderne hjemmegående forældre". Det er en rigtig god gruppe, hvor du bl.a. kan finde andre hjemmegående at mødes med i hverdagen 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 9
    Sandra on September 8, 2016 Reply

    Må din hjemmefødsel blive lige som du drømmer om <3 Jeg er doula og er mega fødselnørd 😀 Min yngste blev et Lotusbarn, det var sådan en smuk proces!

    Vi er vegetarer men jeg begynder mere og mere at få vores hjem i vegansk retning. og jeg vil meget gerne ende som 100% veganer, men syntes det til tider er lidt hårdt at stå alene i en omgangskreds og samfund hvor jeg skal forsvare mange af de vegetar/veganske valg jeg træffer for mig og min datter. Så det ville være rart at spare med nogen og få inspiration 🙂

    Kan du på et tidspunkt lave en ugemadplan med indkøbsliste? 🙂

    • 10
      NeoHippie on September 8, 2016 Reply

      Tusind tak <3

      Ja, det kan være svært, hvis man ikke har et støttende netværk eller kender andre veganere. Jeg kan anbefale dig at melde dig ind i facebook-gruppen "Veganske Mødre" og evt. efterspørge andre mødre i dit område at mødes med. Jeg kender selv mange flere veganere end ikke-veganere nu, og føler aldrig, at det er svært eller ensomt længere. Det er bare det mest naturlige i verden. Så jeg kan virkelig anbefale at udvide dit netværk og lære andre veganske forældre at kende <3

      Ja, det bliver jeg faktisk meget tit spurgt om, så det burde jeg jo nok se at få gjort 😉 Indtil da kan jeg anbefale denne gratis e-kogebog fra Anima. Der er lækre retter, madplaner og indkøbslister. Den kan også bestilles meget billigt i fysisk bog her.

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 11
    Solveig on September 11, 2016 Reply

    Fantastisk! Sådan en kæmpe inspiration! 😍
    Jeg står i samme situation som du gjorde da i skulle sende Aston i institution.
    Min søn skal starte i vugge når han er præcis 10 måneder og ALT i mig stritter imod 😔.
    Jeg læser selv til sygeplejerske og skal starte på modul 10. Jeg vil prøve at være så længe hjemme som muligt, men den lange praktik starter allerede i februar og jeg frygter virkelig alle de timer væk fra min søn 🙁
    Har du et råd?
    Min mand genkender desværre ingen af mine følelser og jeg ville virkelig ønske at kunne tage orlov bare et halvt år til!
    Så snart jeg er færdig uddannet er planen at gå hjemme med alle vores børn indtil skole start, men min mand VIL have at jeg tager min uddannelse færdig hurtigst muligt, uanset hvor forfærdeligt jeg har det med at skulle sende vores søn i vuggestue 🙁

    • 12
      NeoHippie on September 13, 2016 Reply

      Godt du kan bruge det <3

      Jeg havde netop afsluttet sidste praktik, så stod heldigvis ikke i den situation - men jeg må indrømme, at jeg hellere var droppet ud end at sende hende i vuggestue/dagpleje, hvis jeg havde stået overfor praktikperioden og ikke modul 13. Uddannelsen kan man altid tage senere. Men hvis du ikke føler, at det er en mulighed at afbryde studiet, har jeg desværre ikke så mange råd.

      Men hvis din mand er med på, at du skal gå hjemme med børnene bagefter, hvorfor er det så vigtigt, at du færdiggør uddannelsen lige nu, mens I har små børn? Det er jo ikke til at sige, hvad jeres situation er, når børnene engang skal i skole. Jeg ville nok præsentere manden for den forskning som viser, at børn har bedst af at undgå institution - hvis dine instinkter ikke er nok i hans øjne. Og så forklare ham om de praktiske fordele ved ikke at have børn i institution - såsom de penge man sparer og alt den stress man undgår. Hvis du skal møde kl. 7 hver morgen, står I til at få meget stressede morgener fx. Min mand elsker, at vi aldrig har travlt eller stress - hverken om morgenen eller om eftermiddagen 🙂

  • 13
    Solveig on September 14, 2016 Reply

    Mange tak for dit svar! ❤️
    På baggrund af at jeg første gang læste det her indlæg, tog jeg snakken op med min mand og fortalte hvor ulykkelig jeg ville blive over at sende vores søn afsted i sådan en ung alder. Jeg ønsker at gøre min uddannelse færdig, men ikke når han er SÅ lille (8 måneder).
    Vi har besluttet at jeg først starter næste år👏🏽 så har jeg LIDT bedre samvittighed også kan bedsteforældrene tage ham så meget som muligt i praktik perioden. Jeg vil også gå hjemme og skrive bacheloren. Så praktikken skal blot overståes.
    Tusind tak for at du fik mig til at tage kampen op endnu en gang. En sten er faldet fra mit hjerte for en god stund 🙏🏼🙏🏼🙏🏼

    • 14
      NeoHippie on September 15, 2016 Reply

      Åh, jeg er rigtig glad for at høre, at I fandt en løsning, som passer jer alle! – det tror jeg helt sikkert også er det bedste <3

  • 15
    Mette on October 3, 2016 Reply

    Jeg blev helt glad, da jeg tidligere idag ved et sammentræf stødte på din side og i særdeleshed dine ærlige ord og tanker omkring hjemmegående børn og deres mødre! Jeg bliver så træt, når jeg igen igen ser “blikket”, når jeg fortæller, at vores datter på 3 år ikke går i børnehave. Jeg bliver træt, når jeg føler at jeg skal forsvare vores valg. Vi og vores datter har det fantastisk! Og der er vel ingen som forventer, at vi skal gå den snorlige danske vej, hvis det ikke er med forældrehjertet intakt:-) Når vi rejser rundt i verden, for det gør vi nemlig også, og vi tager tager vores store søn ud af hans ellers dejlige folkeskole i flere måneder hvert år, så møder vi mennesker med alle mulige måder at leve deres familieliv på. Det er jo skønt at vi er forskellige, men vi må respektere hinandens valg og lytte til hvad hjertet fortæller os. Tak igen og med ønsket om en fantastisk hjemmefødsel, siger jeg hej:-)

    • 16
      NeoHippie on October 5, 2016 Reply

      Tusind tak og dejligt at du kan bruge det 🙂

      Jeg er helt sikker på, at jeres børn lærer meget mere af fx at rejse rundt i månedsvis end at være i skolen i de måneder – ligesom jeg også er sikker på, at min (og din) datter lærer mere af at have fri i hverdagen og opleve en masse forskellige ting hver dag, i stedet for bare at være i institution.

      Tror at mange mennesker generelt har det svært ved folk, som ikke blot følger normen, da det sætter spørgsmålstegn ved deres egen (måske ikke velovervejede?) måde at gøre tingene på. Dejligt at I har taget stilling og gør hvad der er bedst for jer <3

  • 17
    Stina on December 10, 2016 Reply

    Du er SÅ inspirerende. Jeg lever ikke selv som veganer osv, men dine indlæg her, fanger mig bare og jeg synes du er et fantastisk og meget positivt menneske 😊

    • 18
      NeoHippie on December 10, 2016 Reply

      Tusind tak, hvor er det sødt af dig at skrive <3

      Jeg er rigtig glad for, at du kan bruge det!

  • 19
    Mette on July 26, 2017 Reply

    Kære Calina
    Tak for inspirerende indhold på alle planer.
    Vil du dele hvad I betaler for jeres lille slidte lejlighed? 🙂
    Tak og kh
    Mette

    • 20
      NeoHippie on July 30, 2017 Reply

      Godt du kan bruge det <3

      Det er en andelslejlighed til ca. en halv million, og vi giver omkring 5500 kr. om måneden, minus el og andre regninger 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *