Runde og luftige fuldkornsboller med sesam- og hørfrø

Runde og luftige fuldkornsboller med sesam- og hørfrø

Jeg har allerede en grundopskrift på boller her på bloggen, men denne opskrift på fuldkornsboller er en smule mere konkret og modsat den anden opskrift, indeholder denne blendede/kværnede frø, hvilket er super smart til fx helt små børn eller hvis man bare gerne vil have alt det sunde, uden at skulle tygge i for grove fuldkornsboller. Derudover optages hørfrø ikke, hvis de ikke er knust, hvorfor man på denne måde bl.a. får de sunde fedtsyrer fra hørfrøene, som er en sund og billig kilde til omega 3. Dog indeholder hørfrø også tungmetallet cadmium, hvorfor man ikke bør spise for store mængder, men variere sine omega 3-kilder med fx chiafrø og tang. Også sesamfrø kan være svære at fordøje, særligt for små børn, hvor de gerne blot kommer hele ud. Det er super ærgerligt, for sesamfrø er virkelig superfrø. De indeholder, ligesom hørfrø, fx meget store mængder jern, calcium og kostfibre. Du kan også sagtens bruge andre frø, nødder, korn og kerner i stedet i opskriften – fx solsikkekerner, græskarkerner, nødder, hirse osv.

Opskriften her er med 50% fuldkornsmel. Jeg foretrækker at lave mit brød med så meget fuldkorn som muligt, da det er sundest og mætter bedre, men samtidig må de gerne stadig være luftige og lækre, som hvidt brød (især hvis Aston og Benjamin skal gide at spise dem). Disse fuldkornsboller er helt luftige, runde og virker slet ikke grove!

 

Opskrift på runde og luftige fuldkornsboller:

Ingredienser:

– 5 dl. lunkent vand

– 50 g. økologisk gær

– 3 spsk. økologiske sesamfrø (kan udelades eller erstattes med andre frø/kerner/nødder/korn)

– 2 spsk. økologiske hørfrø (kan udelades eller erstattes med andre frø/kerner/nødder/korn)

– 1 tsk. salt

– 5 dl. økologisk hvedemel + lidt ekstra til æltning

– 5 dl. økologisk fuldkornshvedemel/grahamsmel

 

Anvisning:

1. Blend sesam- og hørfrø med 2,5 dl. lunkent vand.

2. Opløs gæren i den anden 2,5 dl. lunkent vand i en stor skål og tilsæt derefter salt og den blendede frøvæske.

3. Hæld derefter mel og fuldkornsmel i lidt ad gangen med den ene hånd, mens du ælter dejen i skålen med den anden hånd. Sørg for, at melet er godt fordelt i dejen, før du tilsætter mere.

4. Lad dejen blive skålen og sæt den til hævning i 1 time et lunt sted – fx oven på varmeapparatet eller pakket ind i en dyne.

5. Tænd ovnen på 200 grader.

6. Hæld lidt mel ud på bordet og tag dejen op af skålen. Ælt den i ca. 1 minut og fordel derefter dejen i 16 klumper.

7. Rul hver klump dej grundigt mellem hænderne, til den bliver helt rund. Placer dem  på en bageplade et lunt sted til efterhævning – fx oven på ovnen. Lad hæve i yderligere 30 minutter.

8. Bag bollerne i 12 minutter ved 200 grader i almindelig ovn i midten. Lad dem stå og køle lidt af i ca. 10 minutter, inden du spiser dem. Kan sagtens fryses og/eller genopvarmes. Nyd!

 

nem opskrift på boller

Følg mig på facebook og Instagram for inspiration til en sund, naturlig og bæredygtig livsstil.


2 thoughts on “Runde og luftige fuldkornsboller med sesam- og hørfrø”

  • 1
    Camilla Mai on November 27, 2016 Reply

    Dejlig opskrift!
    Jeg kom til at tænke på; ved du, om chiafrø ligesom hørfrø skal knuses inden man indtager dem, for at få det meste næring ud af dem?

    • 2
      NeoHippie on November 27, 2016 Reply

      Godt du kan bruge den 🙂

      Så vidt jeg har kunne researche mig frem til, er chiafrø et af de eneste frø og kerner, som ikke behøver at blive knust for man kan optage næringen fra dem. De fleste andre frø kommer hele ud igen ellers, men chiafrø skulle være lettere at optage.

      Du kan dog med fordel opbløde dem først – ikke for bedre optagelse af næring, da det ikke skulle gøre en forskel, men fordi de suger helt op til 27 gange deres egen vægt i væske, så hvis du ikke opbløder dem først, skal du i hvert fald huske at drikke meget væske til dem samtidig. Dette gælder særligt børn og personer med synkebesvær, hvor ikke-opblødte chiafrø kan være meget farlige – de udgør dog ingen fare, hvis de er opblødt.

      Mvh. Calina/NeoHippie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *