Naturlig amning og afvænning

Naturlig amning og afvænning

Da jeg fødte min datter Aston, havde jeg ikke gjort mig mange tanker eller undersøgt meget omkring amning. Mine tanker var udelukkende baseret på det, jeg på daværende tidspunkt havde set i min omgangskreds. Jeg havde derfor tænkt at fuldamme hende i 6 måneder efterfulgt af deltidsamning i en 6 måneders overgangsfase til fast føde, hvorefter jeg ville stoppe med at amme.

Efter 4 måneders fuldamning lærte jeg så min veninde (og veganske madblogger) Mia Sommer at kende. Hun fortalte mig, at hun både ammede sin søn på Astons alder og sin datter, som var 1,5 år ældre. Hun udfordrede mine (ikke særligt velovervejede) overbevisninger, og jeg gik derfor i gang med at researche amning. Jeg læste bøger og hjemmesider skrevet af specialister – dvs. folk med den mest specialiserede uddannelse indenfor amning, nemlig Internationalt Certificerede Ammekonsulenter, IBCLC. Her læste jeg bl.a. bogen “Alt om amning”, på ammekonsulenten “Kellymom”‘s hjemmeside og på den danske side “Ammenet.dk”.

Og jeg blev overrasket over, at de planer jeg havde om amning, faktisk var bare var magen til de officielle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, og at de udelukkende er baseret på den kulturelle norm i Danmark og ikke på hvad der sundest eller mest naturligt. World Health Organization (WHO)’s anbefalinger omkring amning lyder fx på 6 måneders fuldtidsamning, efterfulgt af deltidsamning til barnet er minimum 2 år – gerne ældre.

Jeg ærgrer mig gang på gang over, hvor langt vi mennesker er kommet fra naturen og vores instinkter – ofte helt uden at være bevidste om det. Så jeg blev vred over ikke at være blevet bedre informeret omkring amning og besluttede mig derfor for at undersøge, hvad det mest naturlige var at gøre – i forhold til hvordan vi er bygget og vores instinkter. Jeg ønsker personligt at leve, som jeg er skabt til, da jeg mener, at det er det sundeste og mest naturlige – både for mig selv, for Aston og for mine fremtidige børn.

Naturlig amning
Mia ammer to ud af sine i alt tre børn samtidig og inspirerede mig til at lære mere om amning.

Naturlig amning

Efter lidt læsning og refleksion kom jeg frem til, at børn fra naturens side ikke har brug for sut, planlagte ammeskemaer eller lignende afledninger og kontrol. Det mest naturlige, og det der giver mindst risiko for komplikationer er at friamme – dvs. at amme når barnet efterspørger det. Uanset tid og sted – også hvis det er flere gange i timen eller mens man er ude at gå tur.

Jeg var i forvejen ikke meget til sutter (mere om det i et senere indlæg), så det brugte vi ikke. Sutter kan nedsætte mælkeproduktionen, da barnets suttebehov netop er med til at stimulere mælkeproduktion. Så hvis man giver barnet sut for at tilfredsstille suttebehovet, risikerer man bl.a. at mælkeproduktionen går ned. Det fik mig til at tænke på den meget brugte sætning blandt mødre: “Han/hun bruger mig som sut”. Det giver ingen mening fra naturens side. Sutten er en substitut for amning, og blev opfundet for at kvinderne kunne få frie hænder. Fra naturens side skulle suttebehovet tilfredsstilles af amning – ikke en plastik- eller gummisut. Så barnet bruger sutten som bryst. Om man så føler behov for sut eller ej er jo op til forældrene i vores samfund, hvor sut er en fast del af de flestes tidlige barndom – men det er ikke en naturlig del, og det er vigtigt for forældre at vide, at sut bestemt ikke er obligatorisk eller en selvfølge. Og det bør efter min mening være et bevidst tilvalg. Ikke et bevidst og sjældent fravalg, som det er i dag.

I forhold til friamning møder man desværre meget modstand i vores samfund – dårlige råd fra familie, venner, fremmede eller endda læger og sundhedsplejersker (som i øvrigt ikke er uddannet indenfor amning og ikke burde udtale sig, hvis de ikke ved noget om det – men i stedet henvise til specialisterne). Derudover er der nogle steder (fx caféer eller butikker), som kan finde på at afvise ammende mødre – simpelthen for at amme deres børn ved behov. Og så selvfølgelig den grimme diskurs i div. debatter omkring amning – folk har tilsyneladende ingen hæmninger mht. grimme ord og uvidende beskyldninger omkring amning eller meget andet, når de sidder bag en skærm.

Selv fortalte min læge mig kort efter fødslen, at jeg kun måtte amme hver 3. time og skulle udsætte amningerne med sut, når min datter skreg efter amning – fordi hun gylpede. Og uvidende og usikker som jeg var dengang prøvede jeg det i en kort periode, hvilket resulterede i, at Aston faldt tre vægtkurver, min (desværre ikke så dygtige) sundhedsplejerske bad mig supplere med erstatning for modermælk og både Aston og jeg blev stressede og kede af det. Hvis det føltes forkert for mig, var det forkert, lærte jeg hurtigt – så jeg stoppede intervalamning, droppede sutten igen, supplerede heldigvis aldrig med modermælkserstatning (hvilket nemlig også kan og næsten altid vil resultere i en nedsætning af mælkeproduktionen) og Aston hoppede lynhurtigt op i vægtkurver, græd aldrig længere og jeg blev rolig igen. Hun gylpede fortsat nogle måneder – og det tørrede vi op og så gik det naturligt over igen. Ingen grund til at problematisere det. Af den oplevelse lærte jeg at stole på mine instinkter fremfor ikke-ammeuddannet sundhedspersonale. I vores samfund (hvor vi nærmest er trænet til at undertrykke vores naturlige instinkter) kan det dog være rigtig svært bare at stole på sine instinkter – hvorfor jeg også lærte at lave min egen research og finde frem til dem, som rent faktisk ved noget om, hvad der er mest naturligt og sundest.

Naturlig amning
Jeg ammer altid Aston, når hun har behov for det – uanset tid og sted. Her på stranden med mine venner.

Offentlig amning

Med friamning og naturlig amning hører også offentlig amning – eller alternativt isolation. For et ammebarn kan og bør ikke trænes til ikke at ville ammes, mens mor er på café, køber ind eller er sammen med folk, som er bange for at se bryster. Så hvis man ikke kan amme offentligt, kan det være rigtig svært at friamme – med mindre man isolerer sig. Og det er bestemt heller ikke hensigtsmæssigt, fx i forhold til fødselsdepression.

Derfor er jeg rigtig trist over, hvor mange mennesker som tilsyneladende mener, at kvinder ikke bør amme offentligt. Det er dog ikke overraskende – de fleste mennesker aner ikke, hvor vigtigt det er at amme, når barnet efterspørger det eller for den sags skyld, at det er normalt at amme mere end hver 3. time – faktisk er det helt normalt og sundt at amme flere gange i timen. Og hvor skulle man også vide det fra? Nærmest ingen kvinder ammer naturligt længere og vi får ingen viden om det i skolerne, af sundhedspersonale eller andre steder fra i løbet af vores liv. Hvis de vidste de her ting, tror jeg, at mange flere mennesker ville være positive omkring offentlig amning. På trods af, at folk også er ret kropsforskrækkede i vores del af verden.

Der foregår nemlig også rigtig meget “fatshaming” og “uglyshaming” i debatten omkring offentlig amning og folk har deres egne retningslinjer for, præcis hvordan de mener, at kvinder bør amme offentligt. Mange er ok med at kvinder ammer offentligt – så længe de ikke viser visse dele af brystet eller maven, ikke har for store bryster, tykke maver, strækmærker, grimme bryster eller lignende. Det er ekstremt diskriminerende, og jeg kan sagtens forstå, at nogle føler sig usikre omkring at amme offentligt i vores samfund.

Personligt har jeg fået at vide flere gange af folk (endda andre kvinder), som mener det som et kompliment, at jeg jo gerne må amme offentligt, da jeg “ikke har store bryster eller grimme strækmærker – og jeg kan jo nemt skjule det med blusen”. Jamen mange tak for din tilladelse og godkendelse af mit udseende til at jeg må amme min datter, når hun har behov for det – såfremt jeg skjuler det med blusen. Det er IKKE et kompliment, det er direkte diskrimination. Jeg har bestemt ikke mere ret til at amme offentligt end kvinder med strækmærker (som i øvrigt ikke er en grim, men en helt naturlig ting), store bryster eller som ikke kan eller vil skjule det med blusen, ammecovers eller andet. Og i øvrigt skjuler jeg det aldrig, når jeg ammer. Hvis folk ikke gider se på det, så kan de kigge et andet sted hen.

Jeg er ikke bange for eller utilpas ved at amme offentligt, og derfor bidrager jeg til normaliseringen af amning. Jeg ammer alle steder, hvor min datter efterspørger det – og det planlægger jeg at gøre, indtil hun ikke længere bliver ammet. Fordi det er hendes behov og fordi det er ekstremt vigtigt, at folk ser, at det er en naturlig del af livet. Jeg har mødt rigtig mange (også store) børn, som slet ikke aner, hvad jeg laver, når jeg ammer. De har aldrig set eller hørt om det. Det er unaturligt og uhensigtsmæssigt, og det vil jeg gerne være med til at ændre. Og jeg vil opfordre alle, som ikke er meget utilpasse ved det, om at øve sig i at amme offentligt, så friamning bliver en mere naturlig del af vores kultur.

Naturlig amning
Aston og hendes gode veninde Aya ser amning i hverdagen, hvorfor de tit leger, at de ammer deres bamser og dukker.

Naturlig afvænning

Jeg kom lidt ind på det ovenfor med WHO’s anbefalinger omkring amning i min. 2 år og min veninde, som ammede begge sine børn i forskellige aldre. For hvornår “bør” børn så ikke ammes længere – fra naturens side?

I følge ammespecialister vil børn afvænne, når de ikke længere har behovet, fysisk eller følelsesmæssigt, for at blive ammet. Naturligt sker det typisk mellem 2 og 4 år. Nogle børn lidt før og nogle senere. I vores kultur afvænnes de fleste børn dog langt tidligere, grundet fx forceret stop af natamning, institutionsstart, brug af sut, madning med grød og mos som erstatning for amninger osv. – eller pga. forældrenes eller omgivelsernes ønske. Der er dog også mange børn som ikke gør, hvor forældrene holder det hemmeligt af frygt for omverdens reaktioner. Og så er der nogle, der som jeg, åbent ammer deres børn udover hvad normen er i Danmark. Og mange af dem oplever stigmatisering, manglende støtte og uvidende og grimme kommentater – både fra sundhedspersonale, fremmede mennesker på gaden og endda fra den tætte familie og gode venner. Selv har jeg ikke oplevet meget af det endnu – en smule, men ikke meget. Mest af alt har jeg oplevet uvidenhed. Måske det er fordi jeg er så åben, velargumenteret og direkte omkring det eller måske er jeg bare heldig at have et støttende netværk og ikke at have stødt på de mennesker, som kommer med grimme kommentarer. Min mand Benjamin er helt enig med mig omkring naturlig amning og er taknemmelig for, at jeg vil tage mig den tid og overvinde de udfordringer, der kan komme undervejs – når nu han som mand ikke selv kan. Til gengæld kan og gør han så så mange andre ting i stedet – både for at få nærværet med Aston og for at hjælpe til. Derudover har næsten alle mødre jeg kender nu valgt at amme naturligt, så det er bestemt ikke en sjældenhed i min omgangskreds. Og så blander vores familie sig aldrig i amningen.

Min plan er at amme Aston, og alle fremtidige børn, til de naturligt og gradvist selvafvænner. Uden nogle begrænsninger. Og jeg kan mærke, hvordan Astons behov for amning gradvist nedsættes. I starten ammede jeg flere gange i timen hele døgnet, og nu hvor hun er 2 år, efterspørger hun som regel kun amning når hun vågner og når hun skal puttes. Dvs. til lur og nattesøvn, samt hvis hun vågner om natten eller når hun vågner om morgenen. Hun kan sagtens gå hele dagen uden at efterspørge det og hvis hun fx sover sin lur i slyngen (læs mere om slyngebæring her), ammer jeg som regel slet ikke fra om morgenen til hun går i seng. En sjælden gang i mellem efterspørger hun det, når hun er ked af det eller hvis hun ser andre børn blive ammet – hvilket hun ofte ser, da det er en naturlig del af vores hverdag. Og hun spiser mere og mere fast føde. Vi har aldrig madet hende med grød, mos eller andet mad. Vi bruger metoden “Baby-Led Weaning”, som er en oplagt del af naturlig amning. Der serverer man samme mad for barnet som for resten af familien, og så styrer barnet selv, hvor meget mad det spiser og hvor meget det vil ammes. I starten kom der næsten intet mad ind, mens jeg ammede rigtig meget, og nu kommer der rigtig meget mad ind og jeg ammer meget mindre. Helt naturligt.

Om jeg vil have tålmodighed til at fortsætte amningen, hvis hun ikke selv afvænner mellem 2 og 4 år ved jeg ikke, før jeg står i situationen. Jeg er dog bevidst om, at det også er sundt og naturligt for børn at selvafvænne senere end det, og har derfor ingen principielle grænser for mig selv eller for børns alder. Jeg kan dog godt tvivle på, om jeg vil have overskud til fx at amme både Aston på 5, næste barn på 2,5 og en nyfødt baby samtidig – såfremt Aston ikke har selvafvænnet inden da, hvilket hun dog sandsynligvis har, hvis man kigger på normen blandt naturligt afvænnede børn. Men i fald hun ikke havde, og jeg ønskede at stoppe amningen før hun var helt klar, ville jeg være opmærksom på, at det var mit behov og ikke hendes. Derfor ville jeg gøre det så skånsomt og gradvist som muligt, og ville snakke med hende om det undervejs – hvilket man jo heldigvis kan med børn, som er fx 3 år og over, så hun forstod det og ikke følte sig afvist.

Jeg kunne skrive rigtig meget om de sundhedsmæssige og emotionelle fordele ved at amme naturligt, herunder fx bedre immunforsvar, lavere risiko for overvægt, højere intelligens, lavere risiko for brystkræft hos moderen osv. Men hvis det har interesse, kan du læse endnu mere om det her. Her kan du både læse anbefalinger fra eksperter og officielle organisationer, samt forskellige videnskabelige studier lavet omkring amning.

Naturlig amning
Aston ammes stadig i søvn og når hun vågner, hvilket gør at vi begge sover bedre og længere.

Udfordringer ved amning

Amning er dog ikke altid så ligetil. Rigtig mange kvinder oplever store problemer under amningen – mig selv inklusiv. Dette skyldes næsten altid dårlig rådgivning, manglende information, manglende ressourcer og manglende støtte fra omgivelserne – da så godt som alle kvinder fysisk set ville kunne amme. Alle disse faktorer resulterer alt for ofte i nedsat mælkeproduktion (for lidt mælk), stress, frygt for at amme, at mødre bliver overvældet over hvor meget amningen rent faktisk fylder i starten (fx hvor ofte man bør amme, også om natten), sår, smerter, svamp osv.

Selv har jeg både haft sår, stress, søvnunderskud, nedsat mælkeproduktion, brugt ammebrikker og følt mig overvældet over, hvor ofte jeg skulle amme. Aston var for tidligt født grundet blærebetændelse (min egen skyld er jeg bevidst om og forebygger i denne graviditet), og vi havde derfor opstartsproblemer, hvor jeg skiftevis pumpede og ammede i døgndrift uden søvn for at producere nok mælk og for at gøre hende stærk nok til at die selv uden behov for ammebrikker eller nasalsonde, som hun ellers havde. Jeg endte med at få min produktion så højt op, at jeg donerede mælk til for tidligt fødte i de efterfølgende måneder – da jeg var så taknemmelig for den donormælk Aston havde modtaget i de første dage. Læs mere om mit donorforløb her – næsten alle kan donere deres overskydende modermælk og næsten alle kan producere nok til at donere, hvis de ønsker det <3

Jeg har haft sår efter bid, og frygtet og grædt mig gennem amninger. Der er dog masser hjælp at hente, hvis barnet begynder at bide. Det behøver ikke at betyde ammestop. Og her i min nuværende 2. graviditet har jeg fra dag 1 haft meget store smerter i forbindelse med amningen af Aston og oplever nedsat mælkeproduktion – og jeg føler mig tit overvældet, frustreret og uden overskud i forbindelse med amning under denne graviditet. Jeg har dog overvundet alle disse udfordringer ved hjælp af støtte og rådgivning, nok søvn og generel sundhed og velvære, opsøgning af viden og øvelse i meditation og tankeafledning under amningerne for at kunne sætte mig udover smerterne og frustrationen.

Hvis du oplever problemer med amningen, kan du finde råd og hjælp til alle tænkelige ammeudfordringer på ammenet.dk’s hjemmeside. Her står der specialisters råd omkring alt fra ammestrejke, svamp, uro ved brystet, sår, for lidt mælk, tilstoppede mælkegange osv. Du kan også få personlig og gratis ammerådgivning via telefon eller mail døgnet rundt hos foreningen Forældre og Fødsel. Stol ikke blot på lægens, sundhedsplejerskens, veninders eller familiens råd. De er ikke specialister i amning og giver desværre ofte decideret skadelige råd – om end velmente. Kontakt specialisterne eller lav din egen research, fx ved hjælp af nedenstående kilder. Det bedste du kan gøre for at få et vellykket ammeforløb er at forberede dig godt allerede under graviditeten – så er du forberedt på og kan forebygge mange af de udfordringer, som de fleste mødre oplever og som ødelægger mange ammeforløb – til mange mødres store sorg.

Du kan også finde støttegrupper på facebook, hvor du kan skrive med eller læse andre mødres erfaringer og udfordringer. Fx har Ammenet.dk lavet to rigtig gode og støttende netværksgrupper – en omkring amning af børn mellem 0-2 år og en omkring amning af børn over 2 år.

Følg desuden med på bloggen her, hvor jeg i løbet af det næste stykke tid også vil skrive separate indlæg omkring mine erfaringer, research omkring og holdning til natamning og søvn, sut, slyngeamning, tandemamning (amning af 2 børn med forskellig alder samtidig), amning under graviditeten og en masse andet.

Naturlig amning
Aston var for tidlig født, havde nasalsonde og suttede på ammebrikker – men alligevil fik vi et vellykket ammeforløb op at køre vha. viden, god rådgivning og viljestyrke.

Lær mere om amning her:

Ammenet.dk – Dansk hjemmeside udarbejdet af ammespecialister med viden, råd og vejledning omkring alle udfordringer, der kan opstå i et ammeforløb.

Kellymom.com – International certificeret ammekonsulent, som på sin (engelske) hjemmeside har al viden omkring amning samlet i overskuelige og letlæselige kategorier og artikler – med henvisning til div. studier og anbefalinger.

Alt om amning – Den danske “ammebibel”. I denne bog kan du også læse alt om amning og forberede dig på et godt ammeforløb uden komplikationer.

Foreningen Forældre og Fødsel – Her kan du døgnet rundt ringe eller skrive til uddannede ammerådgivere, hvis du har spørgsmål, er overvældet, ked af det, oplever problemer, mangler støtte eller andet relateret til dit ammeforløb.

Facebook-støttegruppen til amning af børn fra 0-2 år – Her kan du få støtte, stille spørgsmål og læse med hos andre mødre, som ammer børn mellem 0 og 2 år.

Facebook-støttegruppen til amning af børn fra 2 år og over – Her kan du få støtte, stille spørgsmål og læse med hos andre mødre, som ammer børn over 2 år.

Ammenet.dk’s officielle facebookgruppe – Her kan du læse alle tidligere spørgsmål fra mødre omkring amning og læse svar fra uddannede ammerådgivere. Hver fredag kan du selv stille spørgsmål og få svar fra uddannede rådgivere.

 

Følg mig på facebook og Instagram for inspiration til en naturlig, sund og bæredygtig livsstil!

 


20 thoughts on “Naturlig amning og afvænning”

  • 1
    Marianne Luna on September 4, 2016 Reply

    Virkelig spændende blogindlæg! Jeg har ikke selv børn (endnu), men jeg bliver vred over amme-diskursen i samfundet, hvor amning bliver set som ulækkert og jeg ved ikke hvad. For amning er jo netop normalt og naturligt, som du selv skriver.
    Og stort tillykke med graviditeten!

    • 2
      NeoHippie on September 4, 2016 Reply

      Tusind tak <3

      Ja, det er en trist diskurs og viser virkelig, hvor langt væk vi er fra det naturlige i vores samfund 🙁 Forhåbentlig bliver det bedre, og ikke værre, i fremtiden!

  • 3
    Solveig on September 11, 2016 Reply

    Det er første gang at falder over din blog og jeg er forelsket i den!
    Jeg fødte en søn sidste nytårs aften og havde planer om at amme et års tid, men nu hvor han snart er 10 måneder kan jeg ikke forestille mig at stoppe amning. Det er det mest naturlige i verden… Det er ærgerligt at man kan føle et kæmpe pres fra ens omgivelser om man skal stoppe amning (jeg føler et mega stort pres desværre)
    Min mor ammede mig til jeg var 4år og ville ønske jeg kunne gøre det samme 😊
    Men fantastisk blog!!! Jeg glæder mig til at læse flere indlæg med tiden ❤️🌸☀️

    • 4
      NeoHippie on September 13, 2016 Reply

      Tak – jeg er glad for, at du kan bruge den <3

      Det er så ærgerligt ja - og mærkeligt, at folk vil blande sig i det. Jeg håber, at du kan sætte dig udover presset og amme så længe du og din søn har lyst. Men det kan være hårdt uden støtte - og måske endda med fordømmelse - fra omgangskredsen <3

  • 5
    Lotte on September 25, 2016 Reply

    Min søn selvafvænnede da jeg blev gravid igen. Han var ikke meget over 1 år, men heldigvis også rigtig god til at spise selv og varieret, da vi har brugt BLW. Han har aldrig fået erstatning.
    Nu da søster er kommet har han smagt nogle gange, men kan faktisk ikke rigtig finde ud af at sutte mere.
    Han har holdt sin kurve, så det lader til det har været helt rigtig at følge min og hans egen intuition ☺️👍

    Selvom jeg ikke er meget for sut, så bruger søster den faktisk ret meget. Hun bider mig i brystet når hun har fået nok at drikke, og så vil hun have sutten. Jeg er nervøs for det nedsætter min produktion, men hun er nu snart 6 mdr – så ville skaden vel være sket?
    Jeg ønsker nemlig st amme hende, mindst lige så længe som min søn ☺️

    • 6
      NeoHippie on September 25, 2016 Reply

      Din produktion vil blive nedsat, når du ammer mindre. Så så længe du ammer hende, vil du have mælk. Jo mere du ammer hende, jo mere mælk og når du eller hun skærer ned, vil du få mindre mælk. Det sker helt automatisk. Den kan dog altid komme op igen, hvis hun pludselig ammes mere igen.

      Det sutten måske kan gøre på nuværende tidspunkt, er at afvænne hende, før det naturligt er tid – fx ved et år eller tidligere, som fra naturens side faktisk er alt for tidligt. I følge ammekonsulenten KellyMom bør barnets indtag af modermælk stadig fylde ca. 75% af det samlede kostindtag, når barnet er 1 år, ca. 50% når barnet er halvandet år og ca. 80%, når barnet er 2 år – hvis du vælger at amme naturligt. De sidste 20% udfases så alt efter barnet, når det er ca. mellem 2-4 år – nogle ældre.

      At sutten kan resultere i for tidlig afvænning, skyldes at sutten hurtigt bliver et alternativ til at sutte på brystet, når barnet er vant til at bruge den fx som trøst. Men hvis du er okay med at amme et år, burde den ikke gøre skade for dig, kan man jo sige 🙂 Der er også masser af mødre, som ammer længere og bruger sut samtidig – så det kan godt lade sig gøre. Sutten øger bare risikoen for for tidlig amning – men det er bestemt ikke sikkert, at hun afvænner tidligt pga. den.

      Mht. til at hun bider, kan man dog gøre meget andet end at give sut, hvis det er fordi, du ønsker at finde alternativer – læs evt. mit link til Ammenet omkring bid oppe i indlægget 🙂

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 7
    Vicki Gylling on September 25, 2016 Reply

    Jeg ammer stadig min søn på 16 måneder og har også utallige gange fået af vide at han da er gammel nok til at stoppe med det pjat. Jeg elsker det (bare ikke helt så meget de 2-6 gange om natten, for hold nu op hvor 16 måneder med gennemsnitlig 4-5 timers søvn hver nat, hvoraf de uafbrudte stræk max er 2 – 2 1/2 time lange kan gøre, at man er en omvandrende zombi). Jeg kan se han har et behov og jeg kan mærke han har et behov og det opfylder jeg gerne. Så må jeg tage en måneds soveferie når han engang stopper (hvis der da ikke er kommet en ny til i mellemtiden) 😉
    Men jeg bliver også så ked af det hver gang jeg oplever en mor stoppe amningen på baggrund af dårlig vejledning eller fordi hendes baby opfører sig helt normalt, men alle omkring hende fortæller at det er fordi hun ikke kan mætte sit barn eller skaber et falsk behov for amning om natten for sit barn osv. Det er så synd. Og jeg er simpelthen så træt af de sundhedsplejersker der kommer med “råd” om alverdens ting de ikke har styr på. Der går kun 5 minutter fra de kommer ind af døren første gang til de foreslår en flaske, som åbenbart er løsningen på alt. Det er ærgerligt, både for moderen der har et stort ønske om at amme, men også for barnet, der ikke får den mest optimale og naturlige næring.
    Jeg skrev et blogindlæg for et par måder siden omkring amning der hed “ammer du? Gud hvor gammeldags” som blev haglet ned i en mødregruppe hvor en havde delt det. “En god mor sidder ikke i brysterne” er den sætning som de fleste dækker sig ind under, når de vælger at stoppe amningen og hvis noget så prikker til deres dårlige samvittighed (som de ikke vil indrømme de har) så er det straks dem der gør det naturlige og ammer efter deres babyers/børns behov der er galt på den. Jeg synes det er en kedelig tendens og jeg er så glad for at der stadig er nogen der lytter til deres børns behov, tilsidesætter deres egne (for hold nu op hvor det er krævet til tider) og ammer hvor, hvornår og så længe deres børn efterspørger det <3 Jeg håber der kommer flere og vi får vent den kedelige udvikling. Tak for et dejligt blogindlæg og tak for dig <3

    • 8
      NeoHippie on September 25, 2016 Reply

      Det er så dejligt at kunne opfylde deres behov – også når det er ekstremt hårdt ja <3

      Vi vil gerne have mange børn, som alle skal selvafvænne, så jeg ser desværre ikke mig selv få en ammepause de næste i hvert fald 10 år, og jeg kommer nok til at amme flere samtidig over de næste mange år også. Derfor har jeg indstillet mig på, at det er sådan det er i al overskuelig fremtid, og vi må finde løsninger, så jeg får nok søvn og overskud i hverdagen alligevel. Det skal vi nok finde ud af, men det bliver helt sikkert ikke altid lige hyggeligt 😉

      Det gør også mig rigtig ked af det og frustreret, at så mange kvinder modtager dårlig rådgivning og mangler viden og derfor får ødelagt deres ammeforløb - der er desværre sket en normalisering af MME, som burde være en nødløsning og et alternativ til donormælk og "Ammer" (begge som jeg ellers selv ville foretrække) i de meget sjældne tilfælde, hvor kvinder ikke kan amme af den ene eller anden grund - dette skyldes nok både økonomiske interesserer fra de firmaer, som sælger og promoverer MME og så at de samme myter florerer mødre i mellem. Det er en rigtig uheldig tendens ja. Særligt fordi, at de mødre som rent faktisk bare følger den biologiske norm, pludselig bliver kritiseret og set skævt til, fordi folk ikke længere tænker over eller forstår, hvad vi egentlig er skabt til.

      Det er netop grunden til, at jeg har valgt at skrive og dele dette indlæg. For at støtte og oplyse mødre, som blot ønsker at gøre som deres krop er skabt til - i et samfund, som ellers modarbejder dette.

      Jeg er glad for, at du kunne lide det <3

  • 9
    Stine andersen on September 25, 2016 Reply

    Til trods for, at alle anbefalinger går på at amning er det bedste for børn, har jeg med alle mine tre børn oplevet, at blive opfordret til at bruge modermælkserstatning, enten af personalet på barselsgangen eller senere af sundhedsplejersken!
    Jeg har født store og derfor også meget sultne børn (60cm/5kg). Men jeg har heldigvis også hele tiden været ret stærk i min tro på at min amning var god nok, så jeg har hver gang afvist det blankt! Men jeg synes at det er meget problematisk at de mennesker som usikre mødre søger råd hos, griber til dette som FØRSTE løsningsforslag! Jeg føler lidt at jeg faktisk har måtte kæmpe for at FÅ LOV TIL at amme mine børn!

    • 10
      NeoHippie on September 25, 2016 Reply

      Helt enig!

      Næsten alle mødre jeg kender, er faktisk blevet anbefalet MME af sundhedspersonale i starten af deres ammeforløb – på trods af, at deres kroppe ingenting fejlede og amningen sagtens kunne komme op og køre. Man skal være meget selvsikker og oplyst for at kunne modsige sig sundhedspersonalets anbefalinger som nybagt og hormonel mor og sundhedspersonalet får derfor ødelagt rigtig mange ammeforløb.

      Og det er skræmmende, at så få mennesker har tiltro til, at menneskekroppen selvfølgelig er lavet, så barnet kan klare sig uden kunstigt fremstillede alternativer. Faktisk kan kroppen fuldamme 5 børn samtidig, hvis det var nødvendigt.

      Men hvor er det godt, at du var stærk nok til at sige fra! <3

  • 11
    Anna on October 27, 2016 Reply

    Som kommende mor prøver jeg at lære en hel masse, og amning er et rigtigt spændende emne. Tak for et givende indlæg med tilhørende kilder (man er vel miljøskadet)
    Jeg har et spørgsmål, som du måske kan svare på. De fleste vælger at få deres børn i institution, men hvis 80% af maden består af mælk, hvordan fungerer det så i praksis i forhold til at mor er væk 7-9 timer om dagen?

    • 12
      NeoHippie on October 27, 2016 Reply

      Jeg er glad for, at du kan bruge det 🙂

      Det er selvfølgelig sværere, hvis barnet er i institution i så mange timer, når det er omkring 1 år. Anbefalingerne omkring 80% gælder for, hvad der er sundest og mest naturligt – ikke hvad der er normen i vores kultur, og det gælder også friamning med ubegrænset adgang til brystet, hvilket institutionsbørn selvfølgelig ikke har i de timer.

      Man kan dog sagtens amme mere naturligt end gennemsnittet alligevel og også anvende Baby-Led Weaning. Barnet vænner sig bare til at spise mere i institutionen, og mødrene skal måske amme lidt mere i aftentimerne og om natten. Så selvom indtaget af modermælk sandsynligvis bliver lavere hos institutionsbørn, hvilket ikke er det optimale, vil mødrene stadig kunne amme mere og længere end gennemsnittet. Og i forhold til de sundhedsmæssige og psykiske fordele, vil det stadig være en fordel fremfor tidlig afvænning.

      Og man kan argumentere for, at det netop særligt er vigtigt med mere naturlig amning hos institutionsbørn, da amning booster immunforsvaret, hvilket er en fordel i forhold til de mange sygdomme, barnets udsættes for i institutionsmiljøet og også giver den ekstra tryghed, nærhed og kropskontakt hos moderen, som barnet ikke får i dagtimerne (y)

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 13
    Britt on February 28, 2017 Reply

    Ej hvor blev jeg glad da jeg læste dit indlæg her! Er gået tilbage fra at tilbyde vand om natten til at amme igen, da det absolut ingen effekt havde på hvor mange gange lillemanden vågnede om natten.
    – Hvor ofte skifter du side? Indimellem tager han kun en lille tår og falder i søvn om natten eller i løbet af dagen, vil du så amme på samme side næste gang?

    Og så må jeg lige tilføje at vores sundhedsplejerske aldrig har nævnt MME, de er derude 😊

    • 14
      NeoHippie on March 1, 2017 Reply

      Dejligt at høre 😀

      Det ved jeg ikke – jeg sover ret meget igennem amningerne. Men hvis han kun har spist helt kort og brystet stadig er fyldt, ville jeg nok bare vente med at skifte side. Da jeg også donerer modermælk ved siden af amningen og derfor pumper nogle gange dagligt, kører jeg dog et lidt andet system, end når jeg blot ammer. Men når jeg kun ammer, ammer jeg bare fra det mest fyldte bryst (y)

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 15
    Mille on March 17, 2017 Reply

    Jeg har en datter på snart 5 mdr., og er virkelig splittet mht. amning. Jeg skal tilbage på arbejde, når hun er 11 mdr., men jeg er ikke klar til at slippe amningen helt. Jeg vil gerne ammme hende i længere tid, hvis hun gerne vil. Det havde jeg ikke troet, da jeg var gravid, men jeg elsker virkelig at amme hende, selvom det kan være hårdt. Jeg kan dog ikke lade vær med at blive påvirket af den almindelige holdning til amning, og jeg må indrømme, at jeg synes, at det ser lidt mærkeligt ud, når et større barn bliver ammet. Hvilket er noget fis! Det er jo det bedste for barnet. Håber jeg kan se bort fra det, og amme hende så længe, hun har lyst.

    • 16
      NeoHippie on March 23, 2017 Reply

      Hej Mille.

      Det forstår jeg godt. Det er også svært, hvis man ikke har et støttende netværk. Og det ser da mærkeligt ud, når større børn bliver ammet – det er jo bestemt ikke noget, man er vant til at se, desværre.

      Jeg håber for jer, at du ikke lader dig påvirke for meget af uvidende mennesker, men i stedet gør, hvad der er bedst for jer <3

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 17
    Katrine on April 20, 2017 Reply

    Synes det er en rigtig fin artikel og er flere gange blevet meget inspireret af dine andre artikler også.
    Men jeg undrer mig over at du skriver at ifølge WHO så anbefales amning i MINIMUM to år. Så vidt jeg kan se så skriver de i OP til to år eller mere.
    “… with continued breastfeeding along with appropriate complementary foods up to two years of age or beyond.”

    Tænker bare det er en ret vigtig ting at rette, da det er en temmelig væsentlig forskel.

    • 18
      NeoHippie on April 24, 2017 Reply

      Hej Katrine.

      Det er fordi, jeg har læst på ammenet, som har en anden oversættelse fra WHO – jeg ved ikke, om de mon tidligere har formuleret det anderledes 🙂

      http://www.ammenet.dk/wiki/officielle-anbefalinger-om-amning

      Jeg er dog ikke enig med dig i, at det er en væsentlig forskel, når de selv skriver “or more”. Det er derfor ikke en max anbefaling, og jeg tolker det bestemt som en anbefaling om at fortsætte til barnet er 2 eller længere – hvilket også er i tråd med videnskabelige studier på området og børns naturlige afvænningsalder, hvis man ikke presser dem til ammestop før tid.

      Mvh. Calina/NeoHippie

  • 19
    Sanne on May 19, 2017 Reply

    Meget flot at du med oprejst pande har sat dig for at bidrage til at normalisere amning trods den moderne verdens kultur, struktur og flugt fra det naturlige.

    • 20
      NeoHippie on May 21, 2017 Reply

      Tak <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *