Opskrift på sund chokoladekage

Opskrift på sund chokoladekage

Jeg er on a roll med at lave lækre og sunde desserter for tiden! En fordom om kvinder (der som jeg, er) på barsel, er at de spiser meget kage. Og med min veganske mødregruppe fuld af madbloggere og madentusiaster og de mange besøg af familie og venner, der skal se vidunderet Aston, må jeg da indrømme, at det holder stik nogle gange. Netop af den grund synes jeg, at det er så vigtigt at lave mad, der giver god næring, så jeg kan producere den sundeste mælk til Aston og som bonus undgå at tage på af alle de desserter! Tilføj dertil min anke omkring det unaturlige i tilsat sukker og olie i mad – så er det jo oplagt, at jeg gør det til min mission, at bevise at lækker mad som vi kender det ikke behøver at være usund, men tværtimod kan være decideret godt for dig – uden overskydende fedt og sukker!

Og nu er jeg så kommet til traditionel kage. Jeg har godt nok allerede en opskrift på Sund Snickerskage, men den skal ikke bages, så det tæller jo ikke rigtigt. Jeg ville gerne prøve at lave en helt almindelig og klassisk kage, men uden sukker og olie – og hvor er bedre at starte end ved chokoladekagen?

Jeg har finpudset og tilrettet, og er nu endt med, hvad jeg mener, er et perfekt modsvar til enhver klassisk gammeldags chokoladekage! Den er sød, svampet og kraftig i smagen, som vor mor (eller frk. Jensen) lavede den, men modsat mor og frk. Jensen, har jeg slet ikke tilsat og fedt og sukker. I stedet er den fyldt med lækre og sunde råvarer, vitaminer, mineraler, kostfibre, antioxidanter osv. Den er så sund, at du med god samvittighed kan spise den til frokost, eller hvis du har børn tage den med til fødselsdag i vuggestuen. Og så garanterer jeg, at du ikke kan smage forskel!

 

Sådan laver du sund chokoladekage:

 

Det skal du bruge:

(ca. 18 små stykker)

 

– 300 g. økologisk hvedemel (erstat evt. 100 g. med fuldkornshvedemel)

– 400 g. økologiske tørrede dadler uden sten

– 2 store modne økologiske bananer

– ca. 100 g. økogisk kakaopulver (uden sukker)

– 1 tsk. økologisk vaniljepulver (ikke vaniljesukker!)

– 1 tsk. natron

– 1 tsk. bagepulver

– 5 dl. plantemælk – alle slags kan bruges, se fx mine opskrifter her – og hvis du lige står og mangler, kan du også blot bruge vand.

– 100 g. hakket økologisk mørk chokolade (70-85 %), eller fx Raw Chokolade, for et helt sukkerfrit alternativ (valgfrit)

– 100 g. hakkede økologiske nødder, fx hassel- el. valnødder (valgfrit)

– 1 blender

 

Sådan gør du:

 

1. Blend dadler og bananer med plantemælken/vandet, til det er fuldstændig cremet og uden stykker.

2. Hæld den blendede væske på en skål, og tilsæt mel, natron, bagepulver, vaniljepulver og kakaopulver og bland godt.

3. Tilsæt nødder og chokolade.

4. Hæld kagen i en kageform – min form er 20 x 30 cm., men andre forme kan også bruges og du kan også hælde dem i muffinsforme, hvis du vil. Jeg pensler ikke fadet, og har et non-stick kagefad, men hvis du ikke har det, kan du lægge bagepapir i fadet, inden du hælder dejen i. Så er kagen let at få op, og du slipper for at smøre den med fedt.

5. Bag i ca. 30 minutter ved 180 grader (eller til færdig – fx er det lidt kortere i muffinsforme og lidt længere, hvis du har et mindre fad – stik i den).

 

Serveringstip!

Servér fx med sund og hjemmelavet is, frisk frugt eller spis den som den er!

 

Sund chokoladekage uden sukker og olie

Følg mig på facebook og Instagram og få inspiration til en sund, bæredygtig og naturlig livsstil.


4 thoughts on “Opskrift på sund chokoladekage”

  • 1
    Anne Maya on May 2, 2017 Reply

    Kære Celina ❤️
    Tak for en dejlig kage, den smagte rigtig godt. Har du prøvet at skære ned på kakaopulveret? Jeg synes, at det bliver en små dyr kage, så overvejer at prøve at lave dne med mindre kakaopulver. Det er så dyrt for raw og økologisk kakaopulver.

    Tak for dine delinger ❤️

    • 2
      NeoHippie on May 3, 2017 Reply

      Nej, men jeg mener, at jeg har fået feedback fra andre, som skar ned på det og det var vist helt fint – kan godt være, at jeg lige skal lave den igen snart og se, om jeg ikke kan nedjustere lidt (y)

      Godt du kunne lide den! 😀

  • 3
    Anne Maya on May 2, 2017 Reply

    CAlina

    • 4
      NeoHippie on May 3, 2017 Reply

      <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *